Fredag den 28. september i år gik Danmark i stå. Færger og tog stod stille i timevis, mens bilkøerne på motorvejene voksede sig kilometerlange. En menneskejagt var i gang – der var droner i luften og hundepatruljer på jorden. En sort Volvo på svenske plader blev efterlyst.

Der var en konkret trussel mod personer på dansk jord, lød det dagen efter fra politiet, men siden har der fra myndighedernes side været bemærkelsesværdigt tavst om aktionen. Tirsdag i denne uge blev stilheden brudt: Menneskejagten skyldtes, at en iransk efterretningstjeneste havde planlagt et attentat på dansk jord, forklarede chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch Andersen. Iranernes mål var lederen af ASMLA, en forening med adresse i Ringsted, der er forbundet til en militant bevægelse i Iran, som tog skylden for et terrorangreb mod en militærparade i landet i slutningen af september. 29 blev dræbt ifølge CNN.