Da jeg gik i 9. klasse, blev jeg sendt i landbrugspraktik på en svinefarm lidt uden for Lemvig. Ideen var, at det ville være godt for os børn fra byen at blive anskueliggjort i livet på landet. For nylig fandt jeg den dagbog, jeg førte, de fem dage min klasse var af sted.

»Forståelsespraktik for dansk landbrug«, er overskriften på den anarkistisk kommaterede tekst, hvori jeg dydigt opremser mine oplevelser: Op tidlig morgen, fodring og fragt af grise til slagteri, så eftermiddagskaffe. Rejsen tilbage til Sjælland med madpakke og IC3-tog er også beskrevet. Det var dengang, der stadig var rygekupeer.

»Jeg syntes det var svært medens vi var der og sige hvordan det har været, udover selvfølgelig rigtig godt og at det var en rigtig dejlig familie jeg boede hos. Men nu kan jeg se at der er nogle ting i landbrug jeg tror jeg har forstået.«

Med disse ord og en opfordring til, »at alle klasser skulle prøve det!«, slutter dagbogen.

Men hvad det var, jeg forstod dengang, fremgår ikke af teksten, og jeg har derfor, femten år senere, besluttet mig for at tage i landbrugspraktik igen.

»Du må ikke tro, jeg normalt ser sådan her ud,« siger Thomas Kristoffersen, da han henter mig på Thisted Station. Han er iført en habitjakke, men det ligger ham på sinde at understrege, at det skyldes, at han kommer direkte fra en fødselsdagsreception for præsten. »Jeg er menighedsrådsformand i Skinnerup Kirke,« siger han, »så jeg var nødt til at sige et par ord, og det syntes jeg alligevel ikke, jeg kunne gøre i træsko.«

Skinnerup består af kirken og et vandrehjem, mens købmandsbutikken for længst er lukket. Der bor 100 mennesker, og et af dem er Thomas, der i 2002 købte Skinnerupgaard, som der står skrevet på stuehusets gavl.

»Selve stuehuset blev bygget i 1916,« fortæller Annette Dalgaard, som er gift med Thomas, da hun senere viser mig rundt på gården, der ud over ægteparret og deres 400 hektar land består af tre børn i alderen 5 til 14, en hel masse høns, to islandske heste, hund og 1.000 søer, plus deres smågrise, der befinder sig inde i det 10.000 kvm store staldanlæg, ægteparret har ladet opføre.

Annette spørger, om jeg spiser frikadeller. Jeg nikker.

»Vi spiser ikke kun svinekød,« siger Annette. »Fisk. Jeg kan rigtigt godt lide fisk.« Det er vigtigt for hende, fornemmer jeg i løbet af de dage, jeg opholder mig på gården, at komme de fordomme, hun tænker, jeg som københavner kan have, i forkøbet.

På et tidspunkt forklarer hun selv hvorfor: »Engang havde vi en landbrugspraktikant. Hun var overrasket over, at vi havde fjernsyn. At vi ikke sad trykket sammen foran radioen ligesom i The Julekalender.« Thomas husker også besøget: »Hun vidste ikke engang, hvordan man åbnede bildøren. Hun var så vant til at køre i tog.«

Svin eller kylling

Efter aftensmaden går jeg i stalden med Thomas og hans ældste søn, Simon, som fortæller, at han selv gerne vil være landmand en dag.

»Prøv den her!« Thomas kaster mig en hvid kedeldragt. Vi ifører os gummistøvler og bevæger os ind i stalden. Det er en fast aftenrutine at tjekke, at dyrene har det godt.

En dør åbnes, og lyset tændes. Lugten er tæt, og hvad jeg vil kalde griset. Det er drægtighedsstalden, hvor søerne, som vejer op mod 300 kilo, opholder sig, indtil en uge før de »farer«, dvs. nedkommer. Bagefter bliver jeg vist ind i en af farestaldene, hvor de bliver, indtil smågrisene er fire-fem uger gamle og store nok til at klare sig uden soen, der så enten bliver gjort drægtig igen eller sendt til slagtning.

»Se, der er én, der farer,« siger Simon pludselig. Jeg ser ned, og ganske rigtigt ligger der en so, som ligner en resigneret madamme smattet ud på en chaiselong. Men på vej ud af hende er også en gris, der om tre måneder, når den vejer 30 kilo, bliver solgt videre til en anden gård, der tager sig af den intensive og foderkrævende opfedningsfase. Dér opholder den sig endnu tre måneder, indtil den når en vægt på 100 kilo. Så bliver den slagtet.

{embedded type="node/bondquotes" id="3396"}

Nogle uger forinden faldt jeg over en artikel, der beskrev Dansk Folkepartis forslag om, at det skal være obligatorisk for folkeskoler og daginstitutioner at servere svinekød mindst én gang om ugen. I artiklen blev DFs folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth spurgt, hvorvidt han mener, at svin er mere kristent end kylling?

»Jeg ved ikke, om det er mere kristent. Men det er i hvert fald lige så dansk, som kylling er. Det er en del af vores historie og den traditionelle danske kost. Det er simpelthen ikke acceptabelt, at vi skal til at lave frikadellerne af kyllingekød.«

Jeg fandt både journalistens spørgsmål og politikerens svar fascinerende, for de peger på en diskussion, der foregår og handler om, hvad der skal til for, at man kan betragtes som dansk. Skal man spise svin? Skal man være kristen?

Tilbage i stalden mosler det slimede dyr sig fri af navlestrengen og kommer langsomt op at stå. »Har du lyst til at holde den?« spørger Simon og løfter dyret op med rutinens skødesløse elegance. Men Skinnerupgaard står også for salget af 40.000 smågrise om året.

Den skal tro, du er en orne

»En so er drægtig i tre måneder, tre uger og tre dage,« fortæller Annette. Det er formiddag, og vi er gået ind i løbestalden, hvor søerne bliver insemineret. Annette viser udstyret, som består af et kateter og en pose sæd fra Ornestation Mors.

En so kan ikke blive drægtig mod sin vilje, og det er derfor ikke nok, at de er i brunst, når de insemineres; de skal også være brunstige. Annette hopper op på en so, rusker lidt i den og gnider dens flank.

»Når de er klar, sitrer ørerne,« siger hun. »Sådan her.« Hun sætter kateteret med sæden op og beder mig om at tage over. Jeg sætter mig tøvende op på soen og aer den. »Du er nødt til at hoppe lidt,« siger Annette. »Den skal tro, du er en orne.« En orne kan veje op mod 400 kg. Jeg prøver, og efter nogle minutter er posen tom.

Annette og Thomas mødte hinanden på Toppen, som var et diskotek i Thisted, dengang hun var 18. Simon fik de, da hun var 21. Senere fik hun arbejde som lægesekretær. Hun var glad for jobbet, men med tiden blev alt det, som skulle være en fordel – faste arbejdstider og vandtætte skotter mellem fritid og arbejdstid – en belastning. Kontrasten mellem lønmodtagerrutinen og realiteten på en gård var alt for stor.

»At være landmand er ikke et ni-fire job. Det er en livsstil, og det er hver dag, 365 dage om året,« fortæller Annette.

»Jeg kom hjem sidst på eftermiddagen og var træt, men så var der ting inde i huset, som skulle ordnes, der skulle laves mad, og børnene ville køres.« Men det værste, fortæller hun, var, at hun følte sig som en fremmed på gården.

For et år siden besluttede hun sig for at sige det gamle job op og i stedet indgå i landbruget. »Om formiddagen er jeg i stalden, og om eftermiddagen rykker jeg indenfor og arbejder videre dér. Jeg er gladere, og familien fungerer bedre.«

Ved indgangen til stuehuset hænger en klokke, som madmor plejede at bruge, når det var tid til at spise. Jeg bemærker, at ægteparrets arbejdsdeling er forholdsvis traditionel – selv om Annette selvfølgelig også hjælper til i stalden.

{embedded type="node/node_image" id="3392"}

»Da jeg sagde op, var der flere, som spurgte, om det nu var en god idé. Men det fungerer bedre for os,« siger Annette. Hun forklarer også, at det ikke er det traditionelle kønsrollemønster i sig selv, der har gjort dem gladere. Det skyldes, at parrets rytme nu er mere synkron.

Inde i løbestalden trykker Annette på en fjernkontrol, hun har hængende om halsen. Den styrer »ornevognen«, der, som navnet antyder, er en fjernstyret vogn, man kan sætte en orne ind i og så køre rundt mellem rækkerne af søer.

Ornens lugt og trynekontakt gør søerne opstemte, forklarer Annette. Men på trods af det får man alligevel bedre resultater med insemination end ved naturlig befrugtning.

Et øjeblik har jeg ondt af handyret i vognen, der er blevet reduceret til duftstimulans. Så begynder en so, jeg skal til at inseminere, at pisse på min gummistøvle, men i stedet for at fjerne foden stirrer jeg fascineret på strålen.

Ukrainerstien

Inde i stuehuset hænger der en tegning af gården. Den er i sort-hvid og er fra 1920.

»Vi fik den af den tidligere ejer,« fortæller Thomas. »Han syntes, at billedet hører til her.« Siden har parret også fået fotograferet ejendom-men fra luften to gange. På det ene fotografi, som blev taget i 2008, er det nye staldanlæg lige blevet opført, men ejendommen er ellers bar.

»Dér er Ukrainerstien,« siger Annette og peger. Ukrainerstien er en lille sti, der løber mellem stalden og huset, hvor de syv ukrainske medarbejdere, som hjælper til i stalden, bor. »Hver dag gik de frem og tilbage på den samme strækning, så lige dér voksede der ingenting frem. Sådan fik stien sit navn.«

En ting, som fylder meget, er samarbejdet mellem ægteparret og ukrainerne, som kommer til landet på arbejdsvisum.

»Det er bare ærgerligt, du ikke kommer til at møde Andrij,« siger Thomas flere gange, »men han er hjemme på ferie i Donetsk.« Andrij er den af medarbejderne, som har været der længst og har fået mest ansvar. Det skyldes, forklarer Thomas, at han selv tager ansvar. »Nu ringede han lige til mig fra Ukraine og fortalte, at han har sat et opslag efter folk i den lokale avis. Og det er midt i hans ferie!«

Ifølge Thomas er hans store udfordring at finde god arbejdskraft. »De fleste danskere gider ikke at arbejde i stalden. Det er hårdt, og det er hver dag. Så får vi de her folk fra Ukraine, som kommer for pengenes skyld, fordi lønnen her er så meget højere end i hjemlandet.«

Gennem tiden har kvaliteten i arbejdskraften vekslet meget. »Indimellem er man heldig at få sådan én som Andrij. Men vi har også oplevet at få medarbejdere, der har købt det certifikat, hvor der står, at de er landbrugsuddannede og kan tale engelsk.«

Det, fortæller Thomas, gør arbejdspladsen til en anden. »De er bange for autoriteter, stoler ikke på dem, og det kombineret med at de ofte ikke kan et eneste ord engelsk gør, at vi nærmest ikke kan tale sammen. Jeg savner staldsnakken.«

Det opmærksomme blik

At samarbejdet er feudalt og ikke kollegialt er ikke det eneste, der går landmanden på. Han beskriver også et mentalitetssammenstød, hvad angår tilgangen til arbejdet på gården.

»De rydder ikke op, medmindre de får besked på at gøre det. Indimellem har jeg sagt til dem, at de skal samle ting op fra jorden, som var det pengesedler.«

Thomas siger, at han godt kan se tingene fra deres perspektiv: at hvad der for ham er hele livet, er et lønjob for dem. Alligevel ærgrer ligegyldigheden ham.

Det får jeg at mærke, da jeg går rundt med Annette og scanner de gravide søer. Det vil sige, hun scanner; jeg holder en sprayflaske i den ene hånd, den anden hviler i kedeldragtens lomme.

»Kan du klare kritik?« spørger Thomas, som er dukket op. »Du går rundt dér med hænderne i dine lommer, mens Annette både skal få søerne op at stå og scanne dem. Det er lige præcis det, jeg taler om.« Vi ler alle tre, men det er også alvor, for landbruget er i sidste ende en forretning, hvor manglende effektivitet er lig med tabte penge.

Men diskussionen om de ukrainske medhjælpere peger også på en anden udfordring, som konfronterer den moderne landmand: Selv i et landbrug af denne størrelse, hvor fødevareproduktionen langt hen ad vejen er industrialiseret, er dyrenes trivsel stadig helt afhængig af menneskers opmærksomme blik. Thomas bruger smågrisene som eksempel:

»Hvis vi ikke holder øje med dem, er der pludselig én, som ikke har fået en plads ved soens yver og dør af underernæring. Den slags ting. For at være en god landmand skal man hele tiden holde øje med, hvad der foregår. Ellers sejler det, og så overlever man ikke.«

{embedded type="node/node_image" id="3394"}

Senere på dagen fortæller jeg Thomas om min farfar, som også var landmand i Nordjylland. Da han blev syg sidste år, var der to ting, der nagede ham. Den ene var, at han forstod, at han ikke ville nå at opleve at blive oldefar. Den anden var en stak brænde i skoven, han ikke fik kløvet og bragt hjem, før kræfterne slap op. I løbet af mit besøg har jeg bemærket, at det er en tilsvarende arbejdsetik, der gennemsyrer Thomas’ måde at drive landbrug på. Han svarer med en historie. Det har jeg lagt mærke til, at mange jyder gør.

»På et tidspunkt opkøbte jeg en af naboejendommene. Som det allersidste sendte den tidligere ejer bud efter en slamsuger, der kunne blæse kloakken igennem. Det skulle i hvert fald ikke hedde sig, at den var stoppet.« Thomas nikker sin respekt. »Det er en ordentlig mand.«

Netop dét, om man er ordentlig eller ej, virker til at være en helt central værdi i hans verdenssyn, og det har også betydning for, hvem der i hans øjne kan blive en del af det danske samfund.

»Jeg er ligeglad med hudfarve og religion,« siger Thomas, som altid stemmer på Venstre. »Det handler om, at man kan finde noget at lave og gider at tage fat.«

Sammenhængskraften

Om aftenen sidder vi i familiens vinkelsofa og spiser is. »Vi får godt nok meget sukker de her dage,« bemærker Annette. Jeg ved ikke, om det er henvendt til mig eller Thomas, som har dia-betes. »Jeg hørte på et tidspunkt om en mand,« fortsætter Annette, »som havde epilepsi og fik et anfald en aften, han gik ude i svinestalden. De fandt ham næste morgen. Der var kun knoglerne tilbage.« Stuen gyser. Godt man ikke tror på spøgelser. »Det er godt nok en historie,« siger Annette så, »men jeg tænker alligevel på, at Thomas også kunne falde om, når han går sin aftenrunde. Så forsøger jeg at holde mig vågen, til han kommer ind igen.«

Jeg har vist dem billeder på Google Maps af gaden, hvor jeg bor sammen med min mand. »Hvad betaler I i husleje?« spørger Thomas. Han ser rystet ud, da jeg fortæller beløbet. Men deres stue er også på størrelse med vores lejlighed. Inklusive altan.

Der er i disse år fokus på magtkampen mellem landets centre og yderområder, og i løbet af mine dage på gården er et af de spørgsmål, jeg har overvejet, hvorvidt forskellene virkeligt er så store, at de udgør en trussel mod samfundets sammenhængskraft.

Thomas fortæller om en middag, de deltog i, da hans søster blev færdiguddannet som arkitekt. Forældrene havde inviteret familien ud at spise på en fin restaurant i København. »’Hvorfor kan vi ikke bare tage på Jensens Bøfhus’, spurgte jeg. ’Hvorfor skal det være så fint.’« Han angiver portionsstørrelserne med pege- og tommelfinger. »Min søster bliver irriteret over den slags, men hun kender mig og ved, at jeg siger, hvad jeg mener. Måske er det også det, jeg godt kan lide ved Trump.«

Det ville ikke være sandt, hvis jeg her skrev, at min uge i landbrugspraktik viste, at der ikke er enorm forskel på at leve i en by og på landet. Kontrasterne er store. Endnu vigtigere er det nok, at vi her i Danmark lige nu er meget optagede af, hvad disse forskelle er. Men da jeg ser på Annette og Thomas, som sidder i sofaen i deres stue på deres gård, slår det mig alligevel, at måske er det, vi kalder sammenhæng, ikke et resultat af, at alle er og gør det samme, men at man finder måder at leve sammen på.

»Annette,« siger Thomas pludselig og rejser sig op, »jeg tror, det er blevet tid til, at jeg går ud og ser til dyrene.«

I løbet af mit besøg har jeg bemærket, at det er en tilsvarende arbejdsetik, der gennemsyrer Thomas’ måde at drive landbrug på. Han svarer med en historie, hvilket er en ting, jeg har bemærket, mange jyder gør.

Billig frihed