Erindringstab. Store franske intellektuelle forsvarede pædofili i 1970erne. For filosoffen Michael Foucault var det et overgreb at nægte barnets ret til at have sex med voksne.
Et glemt kapitel
Historien om 1970ernes og ikke mindst 68ernes tvivlsomme forhold til pædofili er i det store og hele glemt, omgærdet af et tungt, kollektivt erindringstab. Det gælder ikke mindst de franske intellektuelles udbredte støtte til de pædofiles sag. Snart sagt ethvert stort navn fra epoken, ikke mindst Michel Foucault, advokerede offentligt for en afskaffelse af den seksuelle lavalder og for barnets ret til at give seksuelt samtykke til voksne.
For de franske ’68ere var ideen om den seksuelle frigørelse i høj grad inspireret af den østrigske psykoterapeut Wilhelm Reich, der i 1930rne blandede sin helt egen cocktail af Freud og Marx. Reich lokaliserede kapitalismens undertrykkelse i samfundets tabuisering af sexlivet. I kernen af dette stod knægtelsen af barnets seksualitet, der lagde selve kimen til fascismen. Selvom Reich blev latterliggjort i sin tid (blandt andre af Hans Scherfig i Idealisterne) genopstod han som indflydelsesrig tænker i 1970erne.
Del:
