Navnet Foucault vil få fysikere og astronomer til at tænke på den franske naturforsker Léon Foucault, der i et spektakulært penduleksperiment fra 1851 endegyldigt påviste Jordens rotation om sin akse.

Derimod vil mange andre – herunder kulturantropologer, filosoffer, idéhistorikere og litteraturkritikere – tænke på Michel Foucault, det intellektuelle postmodernistiske fyrtårn, der i 1970 blev hyldet med medlemskab af det fornemme Collège de France. Foucaults »vidensarkæologiske« tilgang til idehistorien vakte voldsom interesse i de akademiske miljøer og inspirerede også de videnskabsstudier, der beskæftiger sig med naturvidenskaben ud fra et historisk og sociologisk perspektiv. Han hævdede, at ikke blot reflekterer al form for viden magtstrukturer i samfundet, men viden og magt er blot to sider af samme sag. Hver kultur har sin egen sandhed.