Sideløbende med krigen i Gaza har der udspillet sig en hjemlig kamp om forskernes rolle i formidlingen af Israel-Palæstina-konfliktens lange, betændte historie. Debatten har centreret sig om RUC-forskeren Sune Haugbølle og dennes sympati for den palæstinensiske sag.

I oktober besluttede Jyllands-Posten, at man fremover ville oplyse læserne om, at der er tale om en »Israel-kritisk« forsker, når Haugbølle optræder i spalterne som ekspert. Dette var en reaktion på, at Haugbølle sammen med en række andre forskere i 2021 havde sat sit navn på en kronik i Politiken, der opfordrede til boykot af Israel, hvilket blev set som en utvetydig stillingtagen til det område, han formidler.

Haugbølle har ikke ligefrem taget vel imod sin nye stillingsbetegnelse som »Israel-kritisk« forsker. Han har til videnskab.dk sågar truet med at indstille sin vidensformidling. »Når støvet har lagt sig, skal jeg helt klart overveje, om jeg vil blande mig i samfundsdebatten igen,« sagde han forurettet i oktober. Senest har han i Altinget klaget over en mistænkeliggørelse, der bryder »den gensidige tillid, der skal være mellem forskere og medier«.

Ifølge Haugbølle signalerer det, at man ikke helt kan stole på, hvad forskerne siger. »Men forskere kan – på alle mulige felter – godt fremstille sagforhold på en upartisk måde. Også selv om de selvfølgelig selv har en mening om sagerne,« som han formulerede det i Altinget.

Haugbølle har ret i, at man bør kunne formidle en sag upartisk, selvom man har holdninger til den. Hvis man skal vurdere, om det er fair at betegne Haugbølle som »Israel-kritisk«, er det således – ud fra hans egen logik – nødvendigt at se på, om han selv lever op til dette ideal og altså formidler den lange konflikt på upartisk vis. Eller om hans personlige propalæstinensiske og Israel-kritiske synspunkter har en afsmittende effekt på måden, hvorpå han fremstiller konflikten.

Lad os derfor se på Haugbølles optræden i medierne som ekspert, nærmere bestemt hans formidling af det måske mest følsomme aspekt, nemlig krigen i 1948, der førte til palæstinensernes fordrivelse – kaldet Nakba – og Israels oprettelse. Dette er et samlingspunkt for mange af konfliktens urmyter og derfor et oplagt sted at kigge efter mulig bias.

Den 2. marts bragte DR en længere (og ganske fejlbehæftet) artikel om tostatsløsningens historie, hvor Haugbølle optræder som primær ekspertkilde. Her forklarer han blandt andet årsagen til, at palæstinenserne afviste FNs delingsplan i 1947: »(...) planen blev afvist fra palæstinensisk side, særligt fordi to tredjedele af beboerne på det land, som FN foreslog skulle være Israel, var palæstinensere.«

Dette er faktuelt forkert. Ifølge FN-planen skulle staten Israel have en jødisk befolkning på cirka en halv million og en arabisk minoritet på cirka 450.000. Altså to næsten lige store befolkningsgrupper, hvilket er langt fra de to tredjedele palæstinensere. Den slags fejl kan ske, mere bemærkelsesværdigt er det, at Haugbølle forklarer den palæstinensiske modstand mod oprettelsen af staten Israel med netop dette uretfærdige misforhold. Man må forstå på forskeren, at havde der blot været en mere fair fordeling af territorium fra FNs side, så havde palæstinensere ikke afvist planen.

Dette er en gammel propalæstinensisk myte, en efterrationalisering skabt af folk, der gerne vil gøre palæstinensernes modstand mod Israels oprettelse mere rationel, end den var. Ifølge den førende historiker inden for denne periode, Benny Morris – og hans bredt anerkendte standardværk 1948 – er det uomtvisteligt, at man i det palæstinensiske lederskab var principielle modstandere af enhver form for jødisk stat på palæstinensisk territorium – uanset størrelse.

Af samme grund havde palæstinenserne da også afvist forløberen til FNs delingsplan, den såkaldte Peel-kommission, der i 1937 foreslog, at man tildelte palæstinenserne næsten 80 procent af området og gav jøderne under 20 procent. Det handlede for palæstinensernes leder, Amin el-Husseini, aldrig om grænsedelinger, men om modstand mod en jødisk stat.

At Haugbølle misrepræsenterer historien på en måde, der kun kan opfattes som mere venlig mod palæstinenserne, end de historiske kilder giver belæg for, er værd at bemærke. Men det kunne jo være en svipser. Så lad os se, om der er tale om et mønster. I en kronik i Politiken i oktober, skrevet af Haugbølle, finder man denne pudsige formulering:

»Det britiske mandat over Palæstina kollapsede efter Anden Verdenskrig, og FN vedtog i november 1947 en delingsplan, der førte til åben krig mellem jødiske og palæstinensiske militser.«

Bemærk den passive måde, Haugbølle beskriver krigens udbrud på. Den sker ligesom bare. Det er ellers normal praksis, når man omtaler en krigs begyndelse, at man lige nævner, hvem der starter med at angribe hvem. Det gør Haugbølle ikke.

Man finder lignende formuleringer i andre artikler, der har Haugbølle som primær ekspertkilde. I en lang artikel på Globalnyts hjemmeside fra oktober, hvor Haugbølle er eneste ekspert, nævnes jødiske militsers angreb på palæstinensiske landsbyer i 1947, men selvom hele artiklen handler om denne krig, er det ikke til at finde ud af, hvem der indledte det, palæstinenserne kalder for Nakba, og israelerne kalder deres uafhængighedskrig.

Det skyldes måske det ubekvemme forhold, at det var palæstinenserne, der startede krigen. Igen kan man, hvis man ønsker at blive klogere på krigens udbrud, med fordel læse Morris' 1948. Efter FNs vedtagelse af delingsplanen begynder palæstinensiske militser at skyde og dræbe tilfældige jøder. Fra november 1947 til marts 1948 er det palæstinenserne, der er i offensiven. Civile jøder massakreres i busser, på fabrikker og i diverse angreb på jødiske bosættelser. I april 1948 slår jøderne igen og knuser de palæstinensiske militser. Også jøderne begår massakrer og krigsforbrydelser.

Det er meget udbredt blandt propalæstinensere, antizionister og såkaldte Israel-kritikere at ignorere det forhold, at palæstinenserne startede krigen. Måske skyldes det, at det er sværere at tildele aggressoren rollen som offer? Uanset hvad er det udtryk for en gængs propalæstinensisk bias at udelade dette forhold.

Lever Haugbølle op til sit eget ideal om at fremstille sagforhold på en upartisk måde, også selvom han selv har en mening om sagerne? Ikke i dette tilfælde. Hvis han og andre forskere gerne vil undgå mistanker om partiskhed og vanærende varedeklarationer, bør de nok gøre sig lidt mere umage.

Læs Sune Haugbølles replik: Holocaust er ikke palæstinensernes ansvar.

Søren K. Villemoes

Genkomsten