Tænk, hvis en kvinde kunne fryse sin fertilitet. Redde ungdommens frugtbare æg ud fra de hastigt aldrende æggestokke og gemme dem, trygt og sikkert, på frost. Kunne man så udskyde den svære, livsomvæltende beslutning, det er at få et barn?

Teknologien findes, og flere og flere kvinder benytter sig af den. Social freezing kaldes fænomenet, at kvinder i den vestlige verden i stigende grad nedfryser deres æg i håbet om senere at kunne veksle dem til et levende barn.

I USA er industrien blevet big business: Her turnerer klinikker med slogans som »Frys dine æg og frys tiden«, og hver femte store virksomhed tilbyder i dag at betale for eller give tilskud til kvindelige medarbejderes ægnedfrysning. Men også herhjemme beretter private klinikker nu om en stigende interesse blandt kvinder, efter at en ny lov har sløjfet grænsen for, hvor længe kvinder må opbevare æg på frys.

Metoden siges at kunne forlænge kvinders fertile vindue. Stoppe det famøse biologiske ur.

Men når en mulighed lyder for god til at være ubetinget simpel, er det typisk, fordi den er det. Hvor teknologi møder fertilitet, står dilemmaerne i kø.

Projekt børn udskydes

Alle kender 20ernes fornemmeste opgave: Få en uddannelse. Også vigtigt med et studiejob. Vigtigere endnu at gennemføre på normeret tid, karriere, sæt i gang, afgørende at komme stærkt fra start, den skal bare have fuld skrue på jobbet, men hey, kvinde, æggene derinde rådner en lille smule hver dag, så grib den partner, der også helst skal være i hus inden de 25, og kom i gang med at producere næste generation. Hvornår? Helst i går.

Kabalen går ikke længere op, og resultatet er blevet derefter: Vi udskyder projekt børn og har som konsekvens deraf sværere ved at få dem. For nylig kunne man i Politiken læse, at vi med en fortsat fertilitetsrate på 1,5 barn pr. kvinde kun vil være 2,54 millioner danskere i 2100.

»Et seriøst problem, som alle bør forholde sig til,« konstaterede professoren bag beregningerne.

Så det gjorde politikerne: »Vi skal have nogle flere børn,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen i marts, og pludselig myldrede befolkningsstimulerende ideer frem: mere indvandring, en særlig familiekonto, et forslag fra Dansk Folkeparti om et skattefradrag pr. barn til danske arbejdende familier.

Men modreaktionen var skarp: Det var totalitært, en forkastelig form for nudging, mente mange, ja, ganske enkelt helt på månen, at politikere havde den frækhed at bilde sig ind, at de kunne blande sig i, hvornår og hvor mange børn kvinder bør presse ud.

Og så dukkede de frosne æg op i debatten – som det løsningsorienterede kompromis, der kunne løfte graviditetspresset af de unge kvinder og samtidig sikre fremtidens befolkning. Opskriften: hormoner, en nitrogentank på minus 196 grader, en pænt stor sum penge – og lidt held.

Social ægnedfrysning – altså nedfrysning af rent sociale, ikke medicinske årsager – er blevet promoveret som et revolutionerende indspark i kampen for færre ufrivilligt barnløse og bedre ligestilling. Men samtidig har teknikken fået kritik for at være en sovepude, der giver kvinder falsk tryghed om et fremtidigt barn – mens fertilitetsklinikkerne skummer fløden.

Således understregede direktøren for American Society for Reproductive Medicine, Marcelle Cedars, sidste år, at nedfrysning ikke er den forsikring, mange kvinder går og tror.

»Der ligger ikke en baby i fryseren. Der ligger en chance for at blive gravid,« sagde hun til The New York Times.

Bliver social ægnedfrysning fremtiden herhjemme? For hvem er manøvren værd at overveje – og for hvem vil det være spildte penge?

God idé – for nogle

»Vi har set en tydelig stigning i henvendelser om social freezing siden januar,« siger Svend Lindenberg, leder og overlæge på Copenhagen Fertility Center og professor emeritus ved Københavns Universitet.

»Kvinder kommer og siger: 'Vi vil sikre os, at vi kan få børn, når vi har fundet manden, tiden og karrieren.'«

I Danmark har man længe kunnet købe sig til indgrebet på private fertilitetsklinikker – dog med den vigtige lovmæssige hage, at æggene skulle destrueres efter bare fem år på frost. Modsat i øvrigt mænds sæd, der må fryses på ubestemt tid.

Etisk Råd anbefalede ellers allerede at fjerne femårsgrænsen tilbage i 2020, men politikerne valgte dengang kun at ophæve grænsen for kvinder, der led af sygdom eller var i aktiv fertilitetsbehandling. De kom dog på andre tanker, for ved indgangen til 2024 fjernede en lovændring grænsen helt: Nu må alle danske kvinder fryse og opbevare ubefrugtede æg indtil det fyldte 46. år.

Det er dén lovændring, Svend Lindenberg kan mærke i sin praksis: Fem-ti kvinder booker nu ugentligt tid på klinikken til en fertilitetsrådgivning med henblik på at nedfryse æg. Før gjaldt det kun to om ugen.

»Mange af de kvinder, der kommer, er påvirket af hele den offentlige debat om fertilitet og graviditet som noget meget svært opnåeligt – selv i en tidlig alder,« forklarer Lindenberg.

»Så jeg siger altid: 'Skal vi lige starte med at kigge på, hvor fertil du egentlig er?'«

Social ægnedfrysning er en rigtig god løsning – for nogle, understreger Lindenberg.

»Nogle er nøgleordet. Meget langt fra alle. Og det er dér, man som ansvarlig læge virkelig skal skelne. Vi sælger den her mulighed, ja, men vi må ikke sælge den, som det sker i andre lande. Det kommer der ikke børn ud af. Vi må hver gang vurdere: Hvem kommer kun som følge af samfundets skræmmekampagner om fertilitet? Og hvem kommer, hvor det virkelig giver mening at fryse æg?«

En blodprøve og en scanning kan afsløre antallet og kvaliteten af de æg, kvinden har tilbage. Viser undersøgelsen, at kvinden har en dårlig ægreserve, bør nedfrysning aldrig være svaret, siger Lindenberg. Risikoen for, at æggene går til under optøningen, er ganske enkelt for stor, hvis der er få af dem. Til de kvinder findes ifølge overlægen kun ét ærligt råd: Forsøg at blive gravid hurtigst muligt.

Men for én type kvinde kan der være mening i at overveje ægnedfrysning, siger Lindenberg.

»Det gælder hende, der først har planer om at få børn et godt stykke ude i fremtiden og – vigtigst – har mange og gode æg tilbage. Men heller ikke for mange – da kan det ikke betale sig.«

Kæreste inden efteråret

Sådan en kvinde er Julie Grove. Så vidt hun ved. For tre år siden betegnede en læge den 33-årige kvindes ægreserve som »flot«. Ikke en lovning på noget som helst, men dog en indikation på, at hun havde tilstrækkeligt mange æg til at kunne overveje at fryse nogle af dem ned.

Som kvinden bag selve det borgerforslag, der førte til, at det i januar blev muligt at fryse æg i mere end fem år, kunne man derfor forestille sig, at Julie Grove havde siddet klar til at bestille tid på klinikken den dag, loven gik igennem. Men hun har endnu ikke en aftale i kalenderen.

»Ægfrysning er kompliceret. Det er ikke bare noget, man lige gør,« siger hun.

Dels skal hun op til indgrebet pumpes med hormoner. Dels koster det knaster: Herhjemme kræver én ægudtagning – med efterfølgende opbevaring, optøning og befrugtning – minimum 45.000 kroner. Og dernæst – hvad nu, hvis hendes kommende partner er lige om hjørnet? Så ville det jo være ærgerligt at have sprængt sin bankkonto i stykker til ingen nytte.

»Jeg venter lidt, fordi jeg vil give mig selv én chance til for at finde den partner, der er samme sted i livet som mig,« siger Julie Grove.

Flere danske klinikker udfører kun social ægnedfrysning indtil kvinders 35. år. Julie Groves vindue lukker om 13 måneder. Så hun har givet sig selv en deadline:

Er manden, hun kan se sig selv få børn med, landet i hendes liv sidst på efteråret, er det skønt. Er han ikke dukket op, bestiller hun tid på klinikken.

Et spil mod tiden og ikke nogen fuldstændig vandtæt plan, erkender hun.

»Men jeg er ikke i et decideret rush med mine æg. Tror jeg,« siger hun.

»Jeg knytter mig til håbet. Og kan jeg så om et halvt år se, at strategien ikke holder, så er det plan B – æg i fryseren.«

Det er den type vanskelige dilemma, kvinder, der overvejer at nedfryse æg, står i, forklarer Bjørn Bay, der er speciallæge i gynækologi og obstetrik ved Maigaard Fertilitetsklinik i Aarhus. Også her har lægerne mærket en spirende interesse for social ægfrysning de seneste tre måneder.

»For præcist hvornår kan det betale sig – og med hvor mange æg?« siger Bjørn Bay.

Med i ligningen hører også risikoen for alvorlige – om end meget sjældne – komplikationer.

»Vurderingen skal balancere enormt mange faktorer,« siger Bjørn Bay.

»Penge, alder. Livsstatus, risikovillighed.«

Gamle æg stinker

Spørgsmålet, ægnedfrysningsgrublende kvinder først og fremmest vil kende svaret på, går naturligvis på sandsynligheden for at få et barn ud af anstrengelserne.

Trommehvirvel: Der findes ikke noget klart svar. En amerikaner ville sige: It depends.

I et nyere studie fra den amerikanske fertilitetsklinik New York University Langone Fertility Center, havde kvinderne en overordnet chance på 39 procent for at få en levendefødt baby ved brug af frosne æg. Chancen steg til 51 procent, hvis kvinden var yngre end 38 år, da hun fik æggene frosset ned – og til næsten 70 procent, hvis hun fik udtaget mere end 20 æg.

Til gengæld havde det i studiet ingen betydning, hvor gammel kvinden var, når hun senere fik lagt de optøede æg op.

Studiet bringer nye tal på det, forskning allerede indikerede, nemlig at kvindens chance for at få et barn med hjem afhænger af to ting: Hvor gammel hun er ved ægudtagningen, og hvor mange æg hun fryser ned.

Kunne man med fordel så bare rydde æggebakken derinde, fryse hele molevitten?

I teorien ja. Men på én udtagning får man kun otte-ti æg – studiets mere effektfulde 20 æg kommer med den dobbelte pris. Det løber op.

Et hav af modeller har de senere år forsøgt at illustrere sammenhængen mellem æg, alder og succesrate. Ifølge én model baseret på et studie fra 2021 skal en kvinde på 34 nedfryse ti æg for at opnå 75 procent sandsynlighed for et levendefødt barn. En 37-årig skal bruge dobbelt så mange, mens en 42-årig må nedfryse hele 61 æg for at opnå samme sandsynlighed.

Chancen for at føde et levendefødt barn falder væsentligt, hvis æggene er frosset ned efter kvindens 36. år. Alligevel venter kvinder i gennemsnit, til de er 36-38.

For dét er metodens iboende, umulige, ironiske paradoks:

Jo tidligere en kvinde nedfryser æg, des større er chancen for, at æggene kan føre til en graviditet – men de vil sandsynligvis være spildt, fordi hun kan nå at blive gravid naturligt.

»Og samme dilemma – men omvendt – den anden vej rundt,« siger Bjørn Bay, speciallægen fra Maigaard Fertilitetsklinik i Aarhus:

»Jo ældre kvinden er ved ægudtagning, des mere sandsynligt er det, at hun får brug for den 'forsikring', hun køber. Til gengæld er det så mindre sandsynligt, at forsikringen dækker.«

Spild af æg

Mette Frederiksen annoncerede i sin nytårstale, at regeringen ville fremsætte et forslag om hjælp til barn nummer to til ufrivilligt barnløse. Men fertilitetshjælp eller ej: Er ægreserven først i bund, kan udsigten til et barn være både lang og dyr. Burde staten snarere sætte hjælpen ind tidligere – og give offentlig støtte til social ægnedfrysning?

»Nej,« siger Bettina Troest, laboratorieleder i Fertilitetsenheden på Aalborg Hospital.

Der ville opstå et enormt spild, hvis alle kunne gå ind og fryse æg ned, mener hun.

»For realiteten er: Det er faktisk kun få af dem, der jo endda har betalt i dyre domme for at nedfryse æg, der kommer tilbage for at prøve at få et barn ved hjælp af dem.«

Det er endnu en ingrediens til dilemmasuppen: Kun 7,6 procent af kvinderne vendte tilbage for at få optøet og oplagt deres æg i en undersøgelse fra Centre for Reproductive Medicine, der er en af Europas største fertilitetsklinikker. I et spansk studie kom 12,1 procent af kvinderne retur. I et tredje 9,3 procent.

Hvorfor i alverden lade de kostbare æg gå til spilde, spurgte et australsk studie. Kvindernes primære svar: De havde ikke fundet en partner og ønskede ikke at være soloforældre. Blandt andet derfor har forskere vurderet, at metoden ikke er omkostningseffektiv.

Men altså, skidt med de andre, jeg vender jo tilbage, tænker kvinder verden over, og sådan lever drømmen om et barn på frost videre. Alligevel opfordrer Bettina Troest ofte kvinder i 30erne, der tænker på at få børn, til at få tjekket deres ægreserve.

»Så ved man, hvad man har at gøre med. Social ægnedfrysning kan være en god løsning – hvis man vel at mærke hverken er for tidligt eller for sent ude. Og har en smule held i sprøjten,« siger hun. Og tilføjer:

»Men løsningen på det faldende befolkningstal bliver metoden aldrig.«

Ifølge professor i antropologi Ayo Wahlberg må ægnedfrysning da heller aldrig blive løsningen.

»Overhovedet at tale om ægnedfrysning i en kontekst om faldende befolkningstal mener jeg er at individualisere løsningen på noget, der er en samfundsrelateret udfordring,« siger antropologen, der forsker i reproduktion ved Københavns Universitet.

»Jeg mener, det indirekte er at lægge et ansvar over på unge kvinder, der måske vil kunne føle sig presset til at fryse æg ned for ikke at falde bagud i karrieren,« siger Wahlberg.

I bogen Freezing Fertility beskriver forsker i reproduktiv teknologi ved Cambridge University Lucy Van de Wiel, hvordan kvinders fertilitet i stigende grad politiseres, kommercialiseres, bliver til forhandling i takt med, at teknologien gør det muligt at forlænge den.

Tendensen ses i USA, hvor Facebook og Apple allerede for ti år siden begyndte at tilbyde at betale for ægnedfrysning til kvindelige medarbejdere, som tidligere beskrevet i Weekendavisen. Med dette alternative personalegode kunne virksomhederne bryste sig af at støtte kvinder i at »leve det liv, de havde lyst til« – og samtidig udnytte de progressive fjer til at skaffe mere arbejdskraft.

Selvom social ægnedfrysning rundt i verden promoveres på at løfte graviditetspresset væk fra de unge kvinder, mener Ayo Wahlberg derfor tværtimod, at presset kan forstærkes, hvis behandlingen bliver mainstream herhjemme.

»Derfor er den eneste retfærdige løsning på et faldende befolkningstal at vedblive med at insistere på at ændre samfundets strukturer, så det en dag bliver muligt for kvinder at få børn, uden at det sætter dem uønsket bagud karrieremæssigt,« siger antropologen.

»Der kan være fine muligheder i social ægnedfrysning – for den enkelte. Men som svar på et samfundsproblem? Det holder ikke.«

Laura Hattens

Generalprøven