Tyrkiets leder vil også i de næste fem år, medmindre helbredet svigter, hedde Recep Tayyip Erdogan. Det lykkedes ikke udfordreren, 74-årige Kemal Kilicdaroglu, at gøre et større indhug i Erdogans nationalistiske vælgerskare, selvom han efter første valgrunde for to uger siden lagde kursen skarpt mod højre og forsøgte at overtrumfe præsidenten med budskaber om, at alle syriske flygtninge i Tyrkiet skulle være sendt hjem inden for to år, og at ingen af de godt 150 kurdiske borgmestre, der er blevet afsat og i mange tilfælde fængslet under Erdogan, ville blive genindsat i deres embeder.

Hvad Kilicdaroglu vandt af nationalistiske stemmer ved dette kursskifte, blev tabt igen i det sydøstlige Tyrkiet, hvor mange kurdiske vælgere, der i første valgrunde bakkede op om oppositionen, valgte at stå over i anden runde. Resultatet blev, at Erdogan vandt med 52,1 procent af stemmerne mod Kilicdaroglus 47,9 procent.