Det amerikanske valgår fik en dramatisk start: I Iowa dykkede temperaturen ned til tænderklaprende minus 20 grader, som fik tv-kameraer til at gå i sort, vælgere til at sne inde og kandidaten Vivek Ramaswamy til at køre fast i en snedrive på vej mellem to vælgermøder.

Selve resultatet var mindre overraskende: Donald Trump sikrede sig 51 procent af de republikanske vælgeres stemmer; den største stemmeandel nogensinde og en drømmestart på hans kampagne for at blive partiets præsidentkandidat endnu en gang.