August har været en særlig måned i Ukrainekrigen. På den ene side fik ukrainerne stor succes med et overraskelsesangreb på russisk jord i Kursk-regionen. På den anden side havde russerne deres bedste måned længe i Østukraine, hvor de i Donetsk-regionen især nærmede sig den strategisk vigtige by Pokrovsk.

Det fik ukrainerne til at sende forstærkninger til områder tæt på Pokrovsk, hvor de enkelte steder nu har stoppet fjendens fremrykning og andre steder har gjort den langsommere. I skrivende stund er der derfor ikke umiddelbart længere risiko for, at russiske styrker indleder et angreb på selve Pokrovsk allerede i løbet af september, som det ellers var frygtet af vestlige analytikere. Men situationen er stadig alvorlig – og ikke kun ved den ene by.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Omkring 30 kilometer sydøst for Pokrovsk forsøger russerne nemlig at omringe ukrainerne ved floden Vovtja. Og endnu længere mod syd er de i gang med en lignende manøvre ved byen Vuhledar, som de ellers har angrebet mere frontalt i næsten to år.

Også i Kursk er Vladimir Putins tropper endelig gået til angreb. Tirsdag og onsdag meldte en række russiske nyhedskilder således om betydelig fremgang for deres styrker i den vestlige del af Kursk-fronten. Ved redaktionens deadline havde flere ukrainske kilder bekræftet, at en russisk offensiv var i gang. ankaz

Beboerne i Pokrovsk evakueres, da situationen stadig er alvorlig. Foto: Maria Senovilla, Scanpix
Beboerne i Pokrovsk evakueres, da situationen stadig er alvorlig. Foto: Maria Senovilla, Scanpix