Satellit. Hvorfor lod Trumps ældste søn Putins oligark betale for sit bryllup i foråret?
Trump Jr.s russiske gæst
Da præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr., holdt et tre dage langt bryllup på en privat ø ved Bahamas i foråret, var en russisk oligark den glade giver. Historien står i det amerikanske netmedie Propublica, som dyrker dybdeborende journalistik.
Umar Kremljov, som han hedder, står i nær forbindelse til Ruslands præsident Putin, og han var blandt parrets omkring 50 nøje udvalgte gæster, på trods af at han formentlig først mødte Trump Jr. sidste år i Tyrkiet. Andre russere var også kommet med i det fine selskab. Enkelte gæster undrede sig ifølge netmediet over deres tilstedeværelse.

Kremljov, der leder den russiske bokseunion med sæde i Dubai, deltog kort inden brylluppet i en delegation med Putin i Kina. Kilder fortæller, at Kremljov skylder den russiske præsident sin rigdom, og at Putin har tildelt ham Venskabsordenen. Af samme grund er Kremljov sanktioneret af Ukraine.
Det kan undre, at den hovedrige Trump Jr. har brug for denne gave, men præsidentens søn bekræfter historien. Han ærgrer sig over, at »noget så personligt og glædeligt kan blive tolket som politisk eller ondsindet, alene som følge af hvem nogen er, eller hvor de kommer fra«. Trump Jr. fastslår, at »venskab ikke behøver at have politiske motiver«. kw
