Satellit. Kreml fortsætter med at slå til mod russiske oppositionspolitikere. Både dem, som er i eksil, og dem, som allerede er fængslet i Rusland.
Straf med straf på
Jo tættere man kommer på det russiske præsidentvalg i marts, desto mere forfølger Kreml oppositionen. Også de aktivister og politikere, som i forvejen befinder sig i fængsel. Først gik det ud over Aleksej Navalnyj, som i december blev flyttet til en straffekoloni nord for polarcirklen. I flere uger vidste hans familie intet om, hvor han befandt sig.
I denne uge er turen så kommet til en anden prominent oppositionspolitiker, Vladimir Kara-Murza. Mandag slog hans kone, Jevgenija, alarm, fordi hun af russiske myndigheder fik at vide, at han havde »forladt« sin straffekoloni i den sibiriske millionby Omsk. Hvor han så befandt sig, blev der ikke oplyst.
Tirsdag modtog Kara-Murzas advokat dog et brev fra ham, hvori politikeren afslørede, at han var blevet flyttet til en anden straffekoloni i den samme by. En såkaldt JePKT med den strengeste form for isolation i hele Rusland.
Konklusionen er klar. Hvis man som russisk oppositionsaktivist vil undgå indespærring i ødemarken, er det bedst at satse på en tilværelse i eksil. Det blev atter understreget mandag, da fire af Aleksej Navalnyjs kollegaer blev fængslet in absentia i Moskva.

»Sikke noget,« lød reaktionen fra en af de fire, Marija Pevtjikh, som er formand for Navalnyjs antikorruptionsfond. Hun befinder sig i udlandet og kan derfor trygt skrive det på X. ankaz
Del: