Flere end 60 ansatte ved et forskningslaboratorium i Irkutsk-regionen i Sibirien holdes fortsat i karantæne, efter at en kollega, den 28-årige laboratorietekniker Darja Sjipilova, fredag døde efter få dages indlæggelse. 

Ifølge det sibiriske nyhedsmedie Ljudi Bajkala (Bajkals folk) kom Sjipilova under sit arbejde på et antipest-forskningsinstitut i Irkutsk til at ødelægge et reagensglas med lungepestbakterier. De russiske sundhedsmyndigheder har hverken bekræftet eller afvist den oplysning, men siger, at Sjipilova var diagnosticeret med en »lungebetændelse af ukendt oprindelse«.

En russisk laboratorieansat død af lungepest, formentlig forårsaget af et knust reagensglas. Foto: Thomas Traasdahl

Ifølge Irkutsk-regionens guvernør, Igor Kobzev, er den »epidemiologiske situation« i regionen »for øjeblikket stabil«. Han tilføjer, at der ikke er meldt om andre sygdomstilfælde blandt forskningsinstituttets ansatte. Men som forholdsregel holdes cirka 200 personer, der har haft kontakt med Sjipilova, i isolation, og på to hospitaler og en fødeklinik i regionen er der indført ind- og udgangsforbud, melder Radio Free Europe.

Lungepest, der er næsten 100 procent dødelig, hvis den ikke behandles inden for få dage, spredes normalt af en bakterie, der cirkulerer blandt vilde gnavere og deres lopper, men den kan også smitte fra menneske til menneske gennem åndedrættet. Opdages den hurtigt, er behandling med antibiotika effektiv. Der er få hundrede tilfælde af lungepest årligt, de fleste i afrikanske lande. ony