Penge er ikke nok

Statsministerens talent som taler er hendes evne til at skifte tempo og stil.

I sin tale ved Folketingets åbning var Mette Frederiksen først historiefortælleren. Vi fik indlevende beskrivelser af hjemløse og andre socialt udsatte og referater af noveller af Henrik Pontoppidan.

Når det kom til uddannelsespolitikken, var statsministeren argumenterende: Hun prøvede faktisk at overbevise Politikens læsere om, at en reform af ungdomsuddannelserne var en god idé.

I talens korte afsnit om sikkerheds- og forsvarspolitik var statsministeren anderledes konstaterende:

»Vi bruger nu i Danmark mere end to procent af bruttonationalproduktet på forsvar og sikkerhed. Lad mig være ærlig og sige det direkte: Vi får behov for mere.«

Et andet karakteristikum ved Mette Frederiksens taler er korte sætninger.

I åbningstalen tog det tre sætninger med et enkelt kolon og ingen kommaer at bekræfte, at de 200 milliarder, som allerede er afsat til at investere i et tidssvarende forsvar, ikke rækker. Statsministerens udtalelse kom ikke som nogen overraskelse, hvis man har gjort sig den ulejlighed at lægge sammen, hvad politikerne allerede har købt i de talrige delaftaler på forsvarsområdet, der er indgået siden det nationale kompromis i 2022. For så ved man, at der snart ikke er penge til flere nye kampvogne og orlogsfartøjer.

LIGESOM ET BARN spiser slikket i bunden af slikposen langsommere end det øverste lag slik, så udløser udsigten til bunden af pengekassen nervøsitet for at bruge de sidste penge i Forsvaret.

For hvad nu hvis man står med en halvfærdig brigade og så ikke har råd til at købe de sidste kampvogne, som man har brug for?

Hvis man er usikker på, om pengene rækker, så bliver det svært at vedtage den plan for udbygning af flåden, som politikerne skal tage stilling til i løbet af efteråret.

Statsministeren ved også, at NATO anser to procent for et gulv snarere end et loft.

Kun seks af NATOs medlemslande ligger under alliancens toprocentsmål.

Det er en gruppe, der tæller Kroatien og Portugal. Ikke lande, som regeringen vil ses i forsvarspolitisk selskab med.

Men det er også en gruppe, som indeholder et stort NATO-land som Canada – ligesom Tyskland kan ende i den kategori om et par år, hvis ikke en ny borgerlig regering ændrer kansler Scholz' kurs.

Hvis man nu gerne vil bruge penge på en reform af ungdomsuddannelserne i stedet for orlogsfartøjer, er det således fristende at følge Tyskland ned i forsvarsudgifternes kælder. Det har Danmark gjort før. Frem til Ruslands invasion af Ukraine lå Danmark i læ af Tyskland.

Så længe tyskerne ikke brugte to procent af BNP på forsvaret, så håbede Danmark på, at amerikanerne brugte energien på at skælde tyskerne ud. Mette Frederiksens tydelige budskab i åbningstalen var, at skulle tyskerne slække på ambitionerne for deres forsvarsinvesteringer, har Danmark tænkt sig at holde kursen.

HVIS DANMARK vitterligt skal holde kursen, så skal regeringen hente inspiration i andre dele af åbningstalen.

Statsministeren lovede i sin tale, at kræftpakkerne i sundhedsvæsenet ville blive suppleret af kronikerpakker og andre garantier til borgerne om, hvilke typer behandling vi kan forvente, og i hvilket tempo vi kan modtage dem. Kræftpakkerne blev indført, fordi politikerne var trætte af at give milliarder til sundhedsvæsenet uden at se en tydelig forbedring på de områder, som var vigtige for almindelige danskere.

Så i stedet for at give penge til lægerne og håbe, at der kom mere sundhed ud af det, satte man politiske mål for, hvad sundhed var, og betalte lægerne for at levere det.

Hvis endnu en investering i Forsvaret rent faktisk skal give mere forsvar, så må regeringen og partierne i forsvarsforliget tænke på samme måde.

Der er brug for en forsvarspakke, der klart definerer, hvilket slags forsvar regering og folketing ønsker, i stedet for endnu en budgetforøgelse.

Indtil videre har oprustningen handlet om, hvilke våbensystemer Forsvaret skulle anskaffe sig.

Men Forsvaret har brug for mere end en check, og forsvarspolitik er mere end »at sparke dæk« på et nyt panserkøretøj.

Forsvaret savner en tydelig beskrivelse af, hvor og hvordan det skal forsvare Danmark. I Forsvaret ville man nok ikke kalde det en pakke eller en behandlingsgaranti som i sundhedsvæsenet. Her vil det hedde en strategi eller et operationskoncept, men det er samme afstemning af mål og ressourcer.