Siden Donald Trump trådte til som præsident, har europæerne spurgt hinanden, om de kunne og ville tage ansvaret for deres kontinent uden amerikanerne. Søndag kom svaret på et golfhotel i Skotland: Europæerne vil hellere betale amerikanerne for våben og energi end at etablere en selvstændig sikkerhedspolitik. Og europæerne er rede til at lade deres varer blive solgt med 15 procent told i USA, så længe amerikanerne holder deres marked åbent for tyske biler.

Det er svært at fortænke nogen i at miste overblikket over præsident Trumps mange udmeldinger om alt fra Ukraine til told, men handelsaftalen viser, at der er en slags mening i galskaben. På begge sider af Atlanten har analytikere kastet sig ud i lange redegørelser om Trumps udenrigspolitiske filosofi, men alle de ord virker alt for store, når man ser handelsaftalen. Handlede det hele i virkeligheden bare om prisen?

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Få dagens udvalgte artikler fra Weekendavisen i indbakken. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Trump startede med at kræve, at europæerne betalte fem procent af deres bruttonationalprodukter på forsvar. Efter mange protester endte europæerne på NATO-topmødet i Haag i juni at gå med til at betale 3,5 procent til militært forsvar og 1,5 procent til andre sikkerhedsudgifter. For Trump var dette løfte ikke alene en måde at sikre, at europæerne betalte deres del af forsvaret af Europa, det var også en slags told – europæerne skulle have udgifter til forsvar svarende til dem, som USA har.

Foto: Evelyn Hockstein, Scanpix.
Foto: Evelyn Hockstein, Scanpix.

Trumps succes med at sikre sig, at USA ikke blev efterladt med forsvarsregningen, mens europæerne kunne bruge de penge, som de sparede på sikkerhed, til at konkurrere med USA, rejste imidlertid et nyt problem. Hvis europæerne pludselig skulle bruge flere penge på forsvar, så ville de have muligheden for at udvikle en forsvarsindustri på linje med den, som USA har udviklet. Trumps aftale med von der Leyen sikrer, at europæerne bruger i hvert fald nogle af deres penge på at købe våben i USA.

Dette løfte om militære indkøb suppleres af europæernes løfte om at købe energi i USA og investere i amerikansk økonomi. Aftalen sikrer, at europæerne fortsat bruger penge i USA, selvom det bliver dyrere for dem at sælge deres varer i USA. De skal ikke alene betale mere; de skal have en interesse i amerikansk økonomis succes.

Præsident Trump er udmærket klar over, at europæerne ikke vil betale for en amerikansk beskyttelse, der ikke er det papir værd, som den nordatlantiske traktat er trykt på. Så i takt med at en handelsaftale kom tættere på, vendte Trump på en tallerken i forholdet til Ukraine. Præsidenten underkendte demonstrativt Pentagons forbud mod at sælge Patriot-missilsystemer og missiler til Ukraine – og viste dermed, at han ikke var enig med forsvarsministeriets ledelse, som er ideologisk imod at støtte Europa i almindelighed og Ukraine i særdeleshed. Måske mest sensationelt begyndte præsidenten efter eget udsagn at lytte til sin hustru, der åbenbart har indset, at præsident Putin ikke er til at stole på.

På den baggrund er det svært ikke at se hele Trumps opgør med sin forgængers Ukraine-politik, der kulminerede i det verbale overfald på præsident Zelenskyj i Det Ovale Kontor, som et forhandlingsudspil. Han mindede europæerne om, hvor få muligheder de havde for at fortsætte Ukrainekrigen uden USA, og hvor sårbare de ville være over for russisk aggression, hvis USA ikke ville støtte dem efter krigen. Frankrigs og Storbritanniens kuldsejlede forsøg på at stille en Ukraine-styrke bekræftede kun over for europæerne, at de ikke havde noget reelt valg: De måtte acceptere Trumps pris for at fortsætte samarbejdet.

Nu er prisen betalt. Det er et mål for Trumps succes, at han fik henholdsvis NATOs generalsekretær og formanden for Europa-Kommissionen til at tage ansvaret for aftalen om den nye abonnementspris på den vestlige alliance. Imens protesterer regeringerne i Berlin og Paris mod den pris, som de har måttet betale for, at USA fortsat skal være en europæisk magt. Det havde amerikanerne også forudset: Da vicepræsident Vance i januar på sikkerhedskonferencen i München tordnede mod europæiske politikere i almindelighed og den tyske regeringskoalition i særdeleshed, så handlede det om at forhindre, at den tyske regering ydede den modstand, som forbundskansler Angela Merkel havde givet Trump i hans første periode.

Spørgsmålet er, om europæerne har købt sig tid – tid til at afslutte Ukrainekrigen og begynde den økonomiske og militære oprustning. Eller om europæerne – igen – har købt sig ro og fred.