Ungarn. Péter Magyar har knust det system, han selv voksede ud af. Nu varsler den nyvalgte ungarske leder et kompromisløst opgør med korruptionen, forfatningsændringer og en genoprettet plads i Europa. Men hans egen stil vækker bekymring.
Orbáns arvtager og bøddel
Hvis man troede, at det ville være en feststemt og forsonlig Péter Magyar, der mandag trådte frem for den nationale og internationale presse dagen efter sin jordskredssejr ved det ungarske parlamentsvalg, ja, så tog man grundigt fejl.
»De, der har plyndret, bestjålet, forrådt, gældsat og ruineret Ungarn, vil blive stillet til ansvar,« tordnede Magyar, hvis Tisza-parti fik 53 procent af stemmerne og – mere vigtigt – over to tredjedele af pladserne i det nye ungarske parlament. Det giver Magyar mulighed for at ændre forfatningen og udrense så godt som alle Viktor Orbáns folk i centraladministrationen og ved domstolene.
Del:
