Péter Magyar, Ungarns premierminister, har forlænget den nødretstilstand, der gør det muligt at suspendere flygtninges ret til at søge asyl i landet. Den såkaldte »krisetilstand på grund af massemigration« blev indført af forgængeren, Viktor Orbán, i 2016 som svar på strømmen af migranter fra fortrinsvis Mellemøsten og Nordafrika. 400.000 migranter krydsede dengang igennem Ungarn i løbet af få måneder.

Péter Magyar har forlænget den nødretstilstand, der gør det muligt at suspendere flygtninges ret til at søge asyl i landet. Foto: Attila Kisbenedek

Nødretstilstanden giver de ungarske myndigheder bemyndigelse til at udvise folk, der opholder sig illegalt i landet, uden at give dem mulighed for at søge asyl eller at få deres udvisning prøvet ved en domstol. Kun asylansøgninger indgivet på Ungarns ambassader i Beograd eller Kyiv bliver behandlet.

EU-Domstolen afgjorde i december 2020, at den ungarske nødretstilstand strider mod EUs traktatgrundlag og idømte Ungarn en bøde på 200 millioner euro plus dagbøder på en million euro for hver dag, nødloven gælder.

Nødretstilstanden skulle ophøre her i september, men Magyar har foreløbig forlænget den til at gælde året ud. »I løbet af de seneste uger har det vist sig, at selv den mindste juridiske ændring kan skabe huller i beskyttelsen af Europas eksterne grænser,« skrev han på Facebook som begrundelse – formentlig en henvisning til migrantkrisen i den spanske eksklave Ceuta. ony