Den russiske højesterets afgørelse i sidste uge, der forbød »den internationale lgbt+-bevægelses aktiviteter« i Rusland, træder formelt først i kraft den 10. januar, men har allerede haft store konsekvenser for lgbt+-miljøet i landet. 

Ifølge netmediet Meduza, der udgives i eksil, har russisk politi i den uge, der er gået siden kendelsen, gennemført aktioner mod arrangementer på tre Moskva-natklubber for homoseksuelle.

»Midt i festen stoppede musikken, og politi strømmede ind. Ved udgangen tog de fotos af alle folks id-papirer,« siger en tilstedeværende til kanalen Ostrorosjno, der udkommer på det russiske sociale medie Telegram. Også flere af den russiske hovedstads mange saunaklubber har været udsat for til tider hårdhændede raids fra politiets side.

I Sankt Petersborg meddelte en af byens ældste klubber for bøsser, Central Station, at den var tvunget til at lukke. 

Højesteretsdommeren Oleg Nefedov læste i sidste uge afgørelsen op, der kriminaliserer lgbt+-bevægelsen i Rusland. Loven anser bevægelsen som ekstremistisk og forbyder dens aktiviteter fra 10. januar 2024. Foto: Maxim Shemetov, Scanpix
Højesteretsdommeren Oleg Nefedov læste i sidste uge afgørelsen op, der kriminaliserer lgbt+-bevægelsen i Rusland. Loven anser bevægelsen som ekstremistisk og forbyder dens aktiviteter fra 10. januar 2024. Foto: Maxim Shemetov, Scanpix

»Venner, vores udlejer kan ikke længere udleje lokalerne til os på grund af den nye lov,« hedder det i en besked til klubbens brugere. På datingappen Pure kan russiske brugere nu ikke længere oplyse om deres seksuelle orientering. Menneskeretsorganisationen DELO, der har ydet juridisk bistand til lgbt+-personer, har meddelt, at den er tvunget til at opløse sig selv.

Og på filmdatabasen Kinopojsk optræder nu et 18+-symbol ud for børnetegnefilmen My Little Pony: Friendship is Magic. Der er ikke givet nogen forklaring, men det menes at kunne hænge sammen med, at en af de medvirkende figurer, en hest, optræder i regnbuefarver.

ony