Flere hundrede franske supermarkeder blev natten til mandag udsat for et koordineret hackerangreb af et hidtil uset omfang. Mindst 300 Intermarché-supermarkeder, cirka 100 Super U-, flere E.Leclerc- og omkring 30 Monoprix-butikker blev ramt samtidig.

Hackerangrebet satte gang i en forceret optøning af fryserne, så alle fødevarer blev tøet op. »At angribe det udstyr, som er nødvendigt for at holde produkterne frosne og sikre franskmændenes fødevareforsyning, er uhørt og meget alvorligt,« lød det på X fra direktøren for supermarkedskæden U.

Fryserne står tomme i supermarkedskæden Intermarché, efter et hackerangreb slukkede for strømmen i 300 butikker. Foto: Fred Tenneau

Det franske erhvervsministerium reagerede mandag med et forsigtigt kommuniké, hvor man understregede, at man »var i kontakt med de berørte forhandlere«, ligesom premierminister Sébastien Lecornu sagde, at han »personligt følger sagen«.

Selvom det endnu er for tidligt at sige noget om gerningsmændene, retter mistanken sig uvægerligt mod øst, idet Rusland før har brugt hackerangreb mod civile installationer som energiforsyning, vandværker, transportvirksomheder og offentlige institutioner i sin hybridkrig mod Vesten.

Hackerangrebet er særlig pinefuldt for supermarkederne, da de ifølge Le Monde ikke er dækket af forsikringen.

As-Mu