Satellit. Den britiske regering har igangsat en undersøgelse efter en klage fra en skoleelev, der blev skældt ud af sin lærer, fordi hun nægtede at acceptere en kammerats selvidentifikation som kat.
Kattens!
Den identitetspolitiske værdikamp i Storbritannien har taget en uventet drejning.
The Daily Telegraph kunne i denne uge berette, at en 13-årig pige er blevet irettesat af sin lærer på en skole i Sydengland, fordi hun nægtede at acceptere, at hendes klassekammerat identificerede sig som kat. I den lydoptagelse, som avisen er i besiddelse af, kan man høre læreren kalde pigens kommentar for »foragtelig«.
»Hvordan kan du være det bekendt – du har lige gjort nogen virkelig ked af det ved at stille spørgsmålstegn ved deres identitet,« siger læreren angiveligt.
Og det har fået flere konservative parlamentarikere til at foreslå, at regeringen forbyder skoler at give elever lov til at ændre personlige pronominer uden forældrenes samtykke.

Den britiske undervisningsminister, Gillian Keegan, har desuden igangsat en undersøgelse af skolens håndtering af episoden.
»En lærer bør ikke formidle en omstridt ideologi som fakta,« siger en talsperson fra undervisningsministeriet.
Flere skoleledere sender imidlertid bolden tilbage til regeringen, som endnu ikke har udarbejdet retningslinjer på området.
»Når de ikke giver os nogen anvisninger, hvad skal skolerne så rette sig efter? De bliver nødt til bare at forlade sig på individuelle læreres dømmekraft, og lærerne vil have forskellige synspunkter,« siger Nick Hewlett, en skoleleder fra London, til avisen.
Del:
