Valgkamp. Han kalder Sverigedemokraterna »plastikpopulister«, og han klandrer de svenske partier for »småpiksaura«. Markus Allard er indvandringsfjendsk marxist og selverklæret populist. Nu kan han havne i Sveriges Riksdag som den første lokalkandidat nogensinde.
Kandidaten fra Helvede er fra Örebro
STOCKHOLM – I maj så det svenske riksdagsvalg ud til at være afgjort på forhånd. En stor meningsmåling fra SCB viste, at rød blok med Socialdemokraterna, Vänsterpartiet, Centerpartiet og Miljöpartiet førte med hele 12 procentpoint til blå blok bestående af de tre borgerlige regeringspartier og støttepartiet Sverigedemokraterna.
Valgresultatet forekom altså pakket og afsendt fire måneder før valgdagen 13. september. Men hen over sommeren er afstanden mindsket uge for uge, og onsdag i sidste uge viste en vigtig måling – Novus på TV4 – at rød bloks forspring nu er nede på 2,6 procentpoint. I Svenska Dagbladet gav en måling fra Demoskop næsten samme resultat: 3,3 procentpoint.


