DONETSK-REGIONEN – Motoren brøler med 600 amerikanske hestekræfter. Jeg skal derfor ikke kun holde godt fast, men også spidse ører for at kunne høre kørerens instrukser, da jeg sidder oven på den over 30 ton tunge M2A1 Bradley.

Den overdøvende lyd fra den pansrede mandskabsvogn giver dog ikke kun udfordringer, men mest af alt håb til såvel ukrainske soldater som de civile ukrainere i de krigshærgede byer og landsbyer i Donetsk-regionen. Kampkøretøjer, våben og ammunition fra Vesten er nemlig absolut nødvendige, hvis ukrainerne fortsat skal kunne holde russerne tilbage.