Forløbet af den sikkerhedspolitiske konference i München i weekenden og præsident Trumps egenrådige forsøg på at afslutte Ukrainekrigen med, kan man frygte, store indrømmelser til Ruslands diktator, Putin, skærer ud i pap, hvad der burde have været indlysende længe: Europa har kun sig selv at stole på. Otte årtier under USAs beskyttende vinger er forbi.

Og det er ikke kun et forbigående fænomen, fremkaldt af præsident Trump og hans entourage af MAGA-højreradikale, heilende tech-bros og republikanske spytslikkere, en tilstand, der vil gå over, når – eller hvis – Trump går af i 2029. For hvem siger, at en J.D. Vance ikke kan vinde det amerikanske præsidentvalg i november 2028? Og selv hvis den næste amerikanske præsident bliver en demokrat, ændrer det ikke stort ved den situation. USAs drejning af fokus væk fra Europa og henimod Stillehavsområdet begyndte allerede under Obama.