Satellit. En malaysisk delstat truer muslimske mænd med to år bag tremmer, hvis de ikke beder regelmæssigt.

Fredagsbøn eller fængsel

Malaysia er blandt 16 lande uden for EU, hvis borgere tidligere på året fik privilegeret adgang til det danske arbejdsmarked, antageligt på grund af dets ry som et samfund, hvor en relativt moderat udgave af islam hersker, men også dér er der åbenbart grænser for, hvor moderat man har lyst til at være.

Sultanatet Terengganu, som er en delstat i Malaysia, truer nu muslimske mænd med en bøde på 3.000 malaysiske ringgit – svarende til 4.500 danske kroner – eller to år i fængsel, hvis de udebliver bare én gang fra fredagsbøn uden lovlig undskyldning.

En delstat i Malaysia, truer muslimske mænd med bøde eller fængsel ved udeblivelse af en fredagsbøn uden lovlig undskyldning. Foto: Bilal Qabalan, Scanpix BILAL QABALAN

Det er en stramning i forhold til tidligere, hvor man skulle blive væk tre gange, før hammeren faldt, og straframmen »kun« var op til seks måneder i skyggen, ifølge avisen Malay Mail. Det tilføjes, at bannere vil blive opstillet ved moskeer som en påmindelse om reglen.

»Denne påmindelse er vigtig, fordi fredagsbøn ikke bare er et religiøst symbol, men et udtryk for lydighed blandt muslimer,« siger Muhammad Khalil Abdul Hadi, medlem af delstatens regering med særligt ansvar for håndhævelse af sharia.

Den nye regel vil blive håndhævet gennem patruljer, ligesom borgere ifølge avisen kan indrapportere muslimer, der ignorerer påbuddet.

En ledende medarbejder i en lokal burgerkæde blev fjernet fra sit job, efter at han havde kritiseret skridtet på X med ordene: »Wow ... langsomt, men sikkert bliver Malaysia overtaget af ekstremisme. Vi bliver som Iran efter revolutionen.«

harms

peha
(f. 1968) bringer Det Fjerne Østen nærmere som Weekendavisens Asienkorrespondent. Ph.d. i Kina-studier og cand.mag. i samfundsfag og russisk. Taler og læser kinesisk og japansk. Har som journalist i Østasien bl.a. for AFP, Bloomberg og Financial Times i de seneste 30 år rapporteret fra samtlige kinesiske provinser og alle regionens lande, inklusive Nordkorea. Forfatter til ni bøger udgivet på dansk, engelsk, kinesisk og rumænsk, herunder New York Times-bestselleren Shanghai 1937: Stalingrad on the Yangtze og senest Grønland i krig: Spillet om Arktis 1939-45.

Andre læser også