Bomberegn. En våbenhvile mellem Israel og Hamas kan forhåbentlig betyde afslutningen på de forfærdende lidelser, som den palæstinensiske civilbefolkning har gennemlevet de sidste mange måneder. Den israelsk-palæstinesiske journalist Hanin Majadli har samlet en række øjenvidneberetninger fra Israels rydning af den nordlige del af Gazastriben.
Fordrivelsen
»Først kom der droner og spredte flyveblade med ordre til øjeblikkelig evakuering. Jabalia (by i Gazastriben fire kilometer nord for Gaza By, red.) var ualmindeligt fuld af mennesker på dette tidspunkt, fordi tusinder af fordrevne var ankommet andre steder fra og havde slået sig ned i de lokale skoler, som var blevet omdannet til modtagelsescentre. De åbne områder i lejren blev hurtigt fulde af telte, og der var så stor trængsel, at det var nærmest umuligt at komme frem til fods.
Da operationen på jorden begyndte i oktober, blev den fulgt op med voldsomme bombardementer. Folk frygtede for deres børns liv og var tvunget til at flygte. Vi var nødt til at tage afsted på operationens fjerde dag efter en rædselsnat. En drone eller en slags israelsk fly, som var blevet beskudt fra taget af vores hus, styrtede ned i solpanelerne deroppe. Kampvogne affyrede kanoner og ramte de øverste etager. Det var bælgmørkt, vi var bange, og vi vidste ikke, hvor vi skulle flygte hen, men det stod helt klart, at vi var nødt til at komme væk.
Del: