Reformformand Nigel Farages forsøg i denne uge på at fremprovokere et »folket mod systemet«-valg er ikke ligefrem gået efter planen.

Det så ellers smart ud, da han tirsdag meddelte i en videobesked, at han træder tilbage som parlamentariker i kredsen Clacton for at stille op igen i det suppleringsvalg, som dermed skal afholdes.

Nigel Farage, leder af Reform UK, meddelte tirsdag, at han træder tilbage som parlamentariker i kredsen Clacton. Foto: Jack Taylor

Hans begrundelse var, at Clactons vælgere dermed ville få mulighed for at bedømme en række sager, som de britiske medier har gravet frem om ham i de seneste måneder, og som han nu efterforskes for i parlamentet. Findes han skyldig i at have overtrådt reglerne ved ikke at have registreret en række store donationer fra rigmænd, kunne det også ende med et suppleringsvalg. Farage forsøger altså at tage initiativet ved at fremprovokere et valg nu, som han er temmelig sikker på at vinde.

»Det bør være op til Clactons indbyggere at bedømme mine handlinger,« sagde Farage i videoen.

Imidlertid har samtlige andre partier – Labour, Det Konservative Parti, De Liberale Demokrater, De Grønne og Restore Britain – nægtet at opstille modkandidater og har kaldt hans beslutning for »et cirkus«, »en farce« og ikke mindst »spild af skatteydernes penge«.

Farage har godt nok tilbudt selv at betale omkostningerne ved valget, men det er blevet afvist med henvisning til, at processen skal være uafhængig.

Det ser nu ud til, at de eneste modkandidater vil være dem, der opstiller for sjov – såsom medlemmer af Official Monster Raving Loony Party – eller fordi de vil skabe opmærksomhed omkring en enkeltsag såsom dyrevelfærd.

Indtil videre har den velkendte komiker Count Binface antydet, at han vil opstille. I hvert fald skriver han på X: »Bring it on, Nige.« rod