Etnisk udrensning i fuldt dagslys

Det skulle have været en dejlig dag i det nordvestlige Armenien. I hvert fald for Danmarks ambassadør i det sydkaukasiske land, Anne Toft Sørensen, som var på vej til et hjælpeprogram for handicappede børn.

I byen Ijevan mødtes hun tirsdag i sidste uge med den danske ngo Mission Øst og de tilknyttede lokale ildsjæle for at diskutere deres planer for fremtiden. Men der gik ikke lang tid, før mødet blev afbrudt af en katastrofemelding.

Midt på dagen havde nabolandet Aserbajdsjan indledt et generalangreb på Nagorno-Karabakh, den omstridte bjergrige region, der er knap halvanden gang så stor som Fyn. 

»Siden området fik sine nuværende grænser som enklave i Aserbajdsjan i 1923, har majoriteten af befolkningen været kristne armeniere; den betragtes derfor ofte som en armensk eksklave,« står der forklaret i Danmarks nationalleksikon.

Dén beskrivelse gælder snart ikke længere. Spørgsmålet er ikke, om der vil være armensk flertal i området i fremtiden, men om der overhovedet vil være armeniere tilbage på lidt længere sigt.

Allerede under krigen i 2020 blev tusindvis af armeniere nødt til at flygte fra byen Sjusja og andre dele af Nagorno-Karabakh, som Aserbajdsjan fik kontrol med. Nu er Aserbajdsjan ved at sætte sig på hele den omstridte region. Det sker, efter sidste uges lynoffensiv fik de armenske myndigheder i Nagorno-Karabakh til at kapitulere efter blot et døgns intense kampe:

»Det anslås, at der var omkring 10.000 armenske soldater, mens aserbajdsjanerne rykkede 28.000 ud af deres stående styrke på 64.000 for at omringe Nagorno-Karabakh. Fuldstændig ligesom Rusland omringede Ukraine op til invasionen i februar 2022,« fortæller Anne Toft Sørensen.

»Men her blev det gennemført meget mere effektivt end i Ukraine, blandt andet fordi Aserbajdsjan sikrede, at styrkeforholdet var tre til én, som det ifølge militære forskrifter skal være, når man angriber.«

Desuden havde aserbajdsjanerne en klar fordel på grund af deres avancerede træning, våben og militærudstyr fra især Tyrkiet og Israel, som også spillede en afgørende rolle under 2020-krigen. Dengang kæmpede Aserbajdsjan mod både Nagorno-Karabakh-armenierne og regulære tropper fra Armenien.

Det voldsomme nederlag i 2020 gjorde så stort et indtryk på den armenske regering, at den ikke sendte sine tropper i kamp i sidste uge. Dermed var situationen håbløs for ledelsen i Nagorno-Karabakh, som ifølge flere meldinger hurtigt mistede et par hundrede soldater og ikke længere kunne afslå Aserbajdsjans tilbud om at lade sig afvæbne.

Lige siden har hele verden kunnet følge med i, hvordan armenierne kører væk fra Nagorno-Karabakh via den såkaldte Latjin-korridor, som forbinder regionen med Armenien. Ved redaktionens deadline torsdag registrerede man allerede over 65.000 flygtede armeniere.

Det er svært at verificere disse oplysninger, som armenierne selv kommer med, men billeder og videoer fra Latjin-korridoren bekræfter, at der er tale om en sand eksodus med lange bilkøer og forfærdede mennesker i alle aldre.

Konflikten fortsætter

Indtil sidste uge skønnes der at have været et sted mellem 60.000 og 120.000 armenske indbyggere i Nagorno-Karabakh.

120.000 er det antal, som armenierne ofte nævner, men det formodes at være sat for højt, fordi mange allerede tog flugten til Armenien i kølvandet på krigen i 2020. Hvorom alting er, skal den nuværende udvikling ikke fortsætte ret længe, før Nagorno-Karabakh bliver så godt som renset for armeniere i god tid inden 1. januar, når den armenske eksklave, som dens hidtidige ledelse meddelte torsdag, officielt opløser sig selv.

»Lige nu er der to konkurrerende fremstillinger af, hvad der sker,« konstaterer Laurence Broers, der er fast tilknyttet ekspert ved Rusland- og Eurasien-programmet hos den britiske tænketank Chatham House.

»Aserbajdsjanske medier interviewer de skræmte flygtende armeniere i Latjin-korridoren og spørger dem, om de forlader Nagorno-Karabakh af egen fri vilje. Til det svarer de selvfølgelig ja,« fortæller Broers til Weekendavisen.

 Ifølge Laurence Broers er den anden fremstilling langt tættere på den faktiske virkelighed:

»De armeniere, som forlader Nagorno-Karabakh, har været isoleret og udsat for først en ni måneder lang blokade og så et stort militært angreb. Hvis man ikke mener, at det er etnisk udrensning, sætter man barren i forhold til definitionen af etnisk udrensning så lavt, at selve begrebet bliver helt meningsløst,« siger Laurence Broers.

»Det er et ubeskriveligt tab for armeniernes nationale identitet. Vi taler om mere end 1.000 års armensk historie med nogle af de allertidligste armenske kirker, klostre og anden vigtig kulturarv. Fordrivelsen af armenierne fra Nagorno-Karabakh vil skabe en ny smertefuld kollektiv erindring.«

Som sådan fortsætter konflikten alligevel, selvom Aserbajdsjan umiddelbart har vundet i Nagorno-Karabakh, istemmer Nana Sofia Hansen, mangeårig valgobservatør og en af Danmarks førende Kaukasus-iagttagere:

»De to folk er fodret med et indgroet historisk had til hinanden og har ingen mellemmenneskelig kontakt. Derfor ender konflikten ikke her. Den vil komme til udtryk på andre måder.«

Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, har allerede løftet sløret for, hvad hans næste skridt kan være: at etablere en landekorridor gennem Sydarmenien til Nakhitjevan, en aserbajdsjansk eksklave ved grænsen til Iran og Tyrkiet. Mest ildevarslende er det måske, at Aliyev er begyndt at omtale en del af Sydarmenien som Vestaserbajdsjan. Til stor utilfredshed i blandt andet Iran, som frygter at miste en direkte landforbindelse til Armenien.

Den iranske holdning vidner om, at konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan som udgangspunkt ikke er religiøs, men snarere en ældgammel lokal etnisk konflikt. For umiddelbart burde Iran jo holde med Aserbajdsjan, forklarer Nana Sofia Hansen:

»Iran har et nogenlunde afslappet forhold til det kristne Armenien, men ikke til Aserbajdsjan, selvom begge disse lande, Iran og Aserbajdsjan, er shiamuslimske. Til gengæld har Aserbajdsjan et godt naboskab med Georgien, der jo er et kristent land. Når det er sagt, så er der historisk set et religiøst aspekt, fordi det muslimske Osmannerrige begik folkemord mod en etnisk minoritet i riget, de kristne armeniere, i 1915.«

Armenien og Aserbajdsjan bruger da også religion som et argument, når de for eksempel forsøger at appellere til henholdsvis USAs kristne grupper og Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC.

Vestens og Ruslands roller

Appeller er umiddelbart, hvad Vesten har tilbage i sin håndtering af den aserbajdsjansk-armenske konflikt.

»Aserbajdsjan bærer ansvaret for, at Karabakh-armeniernes rettigheder respekteres. Det gælder både i forhold til at sikre uhindret humanitær adgang til regionen og i forhold til at beskytte det armenske mindretal og dets ret til at bo i Nagorno-Karabakh. I EU følger vi situationen nøje og overvejer løbende mulighederne for handling, især hvis situationen forværres yderligere,« fastslår Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, over for Weekendavisen.

Lignende udtalelser er kommet fra andre europæiske toppolitikere som EUs udenrigschef, Josep Borrell. Men det gør ikke det store indryk på den aserbajdsjanske præsident Aliyev.

Her kan det være fristende at konkludere, at de vestlige lande ikke sætter handling bag ordene, fordi de fokuserer på krigen i Ukraine. Eller fordi det efter Ruslands storinvasion er blevet vanskeligere at forsvare armeniernes ret til at sætte sig på et område, som internationalt er anerkendt som en del af Aserbajdsjan. Men sagen er, at Vesten altid har nedprioriteret konflikten, som i årtier har fået lov til at udvikle sig uden afgørende vestlig indblanding.

I 1988-1994 var det armenierne, der vandt den første krig og fordrev aserbajdsjanerne fra Nagorno-Karabakh og de omkringliggende territorier. I 2020 og nu i 2023 er det aserbajdsjanerne, som ligeledes har afgjort udviklingen på slagmarken.

»Summa summarum er, at det for Vesten har virket som en ret obskur konflikt ved Europas rand og i hvert fald ikke en konflikt, hvor vitale europæiske og amerikanske interesser har været impliceret,« konstaterer Laurence Broers.

Omvendt har Rusland ofte spillet en central rolle som mægler og leverandør af fredsbevarende styrker, der har sikret Moskvas position som regionens dominerende magt. Og i de seneste år som armeniernes beskytter. Men ikke længere.

På grund af krigen i Ukraine og vestlige sanktioner er det blevet vigtigere for Rusland at have et godt forhold til Aserbajdsjan og Tyrkiet. Samtidig har Armenien bevæget sig så meget mod Vesten, at det set med russiske briller var på tide med en afstraffelse.

Ikke mindst efter at premierminister Pasjinjan har sendt sin kone på et symbolsk besøg til Kyiv og efterfølgende proklameret, at Armenien vil tilslutte sig Den Internationale Straffedomstol, som har udstedt en arrestordre på Vladimir Putin. I Kreml lægger man nu ikke engang skjul på sin forventning om, at det historiske nederlag i Nagorno-Karabakh kan få armenierne til at vende sig mod den provestlige premierminister Pasjinjan og fjerne ham fra magten. 

»I fredags var jeg i Armeniens hovedstad, Jerevan, hvor man virkelig kunne mærke modløsheden og et fælles nationalt trauma. Men ellers var stemningen meget splittet. Folk var også vrede,« fortæller den danske ambassadør i Georgien og Armenien, Anne Toft Sørensen.

»Jeg så selv tre forskellige demonstrationer. Den ene var antirussisk. Den anden var med folk fra Nagorno-Karabakh, som omvendt tryglede russerne om at gribe ind og hjælpe dem. Og så var der en demonstration imod Pasjinjan og hans regering, som blev anklaget for at have svigtet ved ikke at gribe ind over for Aserbajdsjan.«