Armenien er på randen af et historisk nederlag. Det lille sydkaukasiske land kan ikke stille meget op mod rivalen Aserbajdsjans forsøg på at generobre den omstridte region Nagorno-Karabakh, som den aserbajdsjanske hær begyndte at storbombe tirsdag.

Selv kaldte aserbajdsjanerne det for »antiterrorforanstaltninger«, som ifølge dem var nødvendige, efter at deres soldater og civile blev ramt af vejsidebomber. Men for de fleste internationale iagttagere kom »foranstaltningerne« ikke som en overraskelse.