Dagen ifølge Aske Munck

Kære læser

Godformiddag og velkommen til Weekendavisens sidste nyhedsbrev for i år, hvor jeg en sidste gang i 2024 vil forsøge at sætte fokus på nogle af de historier, der bliver trængt i baggrunden af den daglige nyhedsmalstrøm.

Den irske forfatter og essayist Robert Lynd skrev engang, at »nogle mennesker vil omfavne Dem, blot fordi det er jul. Og andre vil kvæle Dem, blot fordi det er jul«.

1. Stigning i fransk antisemitisme

Selvom hadet næppe kan siges at være direkte relateret til julen (da det som bekendt kun var romerne, der hånede Jesus for – angiveligt – at have påstået at være Rex Iudaeorum, jødernes konge), er det på høje tid at tale om et kolossalt problem i Frankrig: antisemitismen. For den er nærmest eksploderet efter Hamas’ terrorangreb 7. oktober i fjor og den efterfølgende krig i Gaza. Ifølge Yonathan Arfi, leder af det jødiske råd i Frankrig, »talte man i 1990erne blot de antisemitiske overgreb i dusinvis. Fra 2000-2022 steg det til hundredvis. Men nu er vi oppe i tusinder«, som han sagde for nylig til nyhedsmagasinet L’Express.

Antisemitismens rødder er dybe i Frankrig, som allerede Dreyfusaffæren viste i slutningen af 1800-tallet, hvor en jødisk officer fejlagtigt blev dømt for landsforræderi og sendt til Fransk Guyana. I nyere tid finder man den dog især hos efterkommere af nordafrikanske og arabiske indvandrere i de franske forstæder. Men det måtte man i mange år hverken sige og skrive. I hvert fald brugte den ellers velanskrevne marokkanskfødte historiker Georges Bensoussan fire år på retssager, da han i 2002 påpegede den lurende antisemitisme, som »mange unge i forstæderne får ind med modermælken«, som han skrev i bogen Les territoires perdus de la République (Republikkens tabte territorier). Alle retsinstanser frifandt ham dog for anklagerne om racisme. 

I mellemtiden har problemet dog bare fået lov at vokse.

2. Russiske hybridangreb

Mens man i denne uge på de danske nyhedskanaler kunne høre og læse om myndighedernes ængstelse for russiske hackerangreb, kan man undre sig over, at den angst tilsyneladende først er opstået nu.

Allerede da jeg i 2017 interviewede manden bag Macrons præsidentkampagne, Guillaume Liégey, fortalte han mig, at kampagneholdet aldrig tog imod russere af frygt for netop den slags. Deres servere blev dog i øvrigt alligevel hacket. Og siden har officiøse russiske trolls og hackere da også forsøgt at forpurre samtlige franske valg og ikke mindst den politiske debat.

I Frankrig taler man om en veritabel russisk offensiv, og derfor oprettede man allerede i 2021 Viginum – en særlig myndighed under udenrigsministeriet, hvis opgave det er at forhindre udefrakommende hybridangreb. Og her peger man entydigt på Kreml som den største fare for demokratiet. Uanset om det drejer sig om at male davidsstjerner og blodige hænder på Holocaust-mindesmærker for at få konflikten i Mellemøsten til at blusse op i Frankrig. Om at dumpe ligkister draperet i franske flag foran Eiffeltårnet eller lave falske hvervningshjemmesider, hvor opdigtede befalingsmænd sværger at sende tropper med trikoloren på skulderen i kamp mod russerne, som man gjorde umiddelbart før europaparlamentsvalget i et forsøg på at skade Macron og hans støtter. 

Ifølge en rapport fra forskningsinstituttet CNRS fra juni i år er målet at bane vej for »et illiberalt demokrati« i Frankrig. Det er den strategi, Giuliano da Empoli i sin fremragende roman Troldmanden fra Kreml kalder »ståltrådsteorien«: »Kreml støtter alt og alle for at drukne sandheden i en konstant informationsstrøm, så ingen ved, hvad der er rigtigt og forkert, og derfor til sidst bliver ligeglade. Der opstår en demokratisk træthed, en nærmest kvælende apati,« som han forklarede mig sidste sommer.

3. Algerisk bagvaskelse

Lad os slutte med noget, som ligger mig meget på sinde: Den 75-årige algeriske forfatter Boualem Sansal (manden bag succesromanen 2084 – verdens ende) har siddet bag tremmer i sit hjemland siden 16. november og risikerer at forblive indespærret resten af sit liv. Hans brøde? At have udtalt sig kontroversielt om det omstridte Vestsahara, som både Marokko og den algeriskstøttede Polisariofront gør krav på. 

Samme skæbne ville være overgået dette års vinder af den prestigiøse Goncourt-pris, Kamel Daoud, hvis ikke han få måneder forinden havde eksileret sig i Frankrig. Og da styret i Algier ikke kunne bure ham inde, forsøgte man at tilsværte ham med anklager om, at han skulle have »stjålet« historien til sin roman Houris fra en af sin hustrus psykiatriske patienter. I Le Point går Daoud i rette med anklagerne i en kommentar på fire sider.

Han kalder dem »det pure opspind« og »en smædekampagne opdigtet af et islamistisk diktatur«, som før har forsøgt at anklage ham for hustruvold og terrorisme for at miskreditere ham.

Hans roman »er en fiktion, ikke en biografi«, skriver Daoud og minder om, at hundredvis af kvinder og mænd bærer præcis samme ar på halsen som hovedpersonen, da islamisterne i borgerkrigen stort set altid skar halsen over på deres ofre. Han fortæller, at hans forlag, Gallimard, er blevet bandlyst i Algeriet, og at islamisterne nu sidder på magten i hele landet. For ti år siden »kontrollerede de retsvæsenet, skolen og medierne, men endnu ikke kulturen. Men i dag udsættes algeriske forlæggere og boghandlere for vilkårlige ransagninger, og mange bøger bliver forbudt.« Alt sammen fordi »islamisterne vil kontrollere også denne sektor i deres langsomme magtovertagelse i Algeriet,« skriver han. Forstemmende.

Jeg vil forlade Dem med ønsket om en god jul fuld af klejner og bjældeklang, et godt nytår og i det hele taget nogle herlige og civiliserede helligdage. Det indebærer mådehold med drikkevarerne, for som Informations grundlægger, Børge Outze, så rigtigt ymtede, »er civilisation et tyndt laklag, man kan fjerne med spiritus«.

Nyhedsbrevet vender tilbage i begyndelsen af januar.

Glædelig jul
Aske Munck