Værdikamp. Europarådet har vedtaget en ny strategi, der skal beskytte blandt andre transkønnede mod hadtale. Nu frygter ytringsfrihedsorganisationer, at forældre ikke må forsøge at tale deres børn fra at skifte kønsidentitet.
Bliver det ulovligt at tale sit barn fra at skifte køn?
En ny strategi fra Europarådet skal styrke kampen mod hadtale og diskrimination af seksuelle minoriteter i Europa. Som man kan læse i forordet til strategien, der er skrevet af rådets generalsekretær, Alain Berset, er homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og interkønnede nemlig i stigende grad blevet politiske mål for organiserede kampagner på hele kontinentet. I særlig grad har transkønnede stået for skud.
Derfor mener Helen Belcher – der er et af de britiske medlemmer af Europarådets Kongres for Lokale og Regionale Myndigheder – da også, at den nye strategi er et skridt i den rigtige retning.
