Satellit. EUs medlemslande får mulighed for at deportere asylsøgere til godkendte return hubs uden for EU.
Aftale om Rwanda-model i EU
Forhandlere fra EUs medlemslande, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet blev mandag enige om et kontroversielt forslag, der giver medlemslandene mulighed for at deportere asylsøgere til såkaldte return hubs uden for EU.
Muligheden for at deportere asylsøgere til tredjelande, der skønnes »egnede«, har i årevis været undersøgt af flere EU-medlemslande, heriblandt Danmark, men er blevet mødt med kritik fra især ngo’er, der mener, at denne praksis øger risikoen for overtrædelser af den enkeltes menneskerettigheder.

Aftalen indebærer også, at det enkelte lands beslutning om at deportere en asylsøger gælder for hele EU. Den indfører samtidig strengere regler for, hvordan staterne håndterer asylsøgere, der vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko – og giver øget mulighed for husundersøgelser, langvarig forvaring, indrejseforbud og straffe til dem, der ikke samarbejder.
Både Det Europæiske Råd, altså medlemslandenes repræsentanter, og det samlede EU-Parlament skal stadig vedtage aftalen, før den træder i kraft. ony


