Satellit. Komiker og nyslået tv-vært John Cleese mener, at det er en dårlig vittighed, at hans tv-kanal, GB News, nu også har ansat den tidligere premierminister Boris Johnson.
Afdelingen for gakkede tv-værter
Samme uge som Monty Python- og Fawlty Towers-komikeren John Cleese debuterede med et nyt show på den højreorienterede tv-kanal GB News, kom det frem, at den tidligere premierminister Boris Johnson også er blevet ansat af kanalen. Ifølge GB News skal han i en tv-serie »demonstrere Storbritanniens magt rundtom i verden«. Selv lovede Johnson i en videobesked på X at forklare, »hvorfor det meste af verden ønsker mere 'Global Britain', ikke mindre«.
Hans nye kolleger var dog ikke sene til at proklamere, at de allerhelst så »mindre Johnson« på kanalen. »En komplet narcissistisk og gal mini-Trump har fået sin egen GB News-serie,« beklagede 84-årige John Cleese sig på X. Han havde ellers netop kritiseret tidens såkaldte cancel culture i sit eget show, The Dinosaur Hour.
Cleese fik støtte af GB News-værten Neil Oliver, som live på sit eget tv-show kaldte Johnson for en af disse »forfærdelige magthavere«, som aldrig bliver holdt ansvarlig for deres fejltrin. »Det viser sig, at lønnen for at synde er seks- eller syvcifret,« tilføjede Oliver.
En meningsmåling fra YouGov viser dog, at 42 procent af de konservative vælgere ser frem til at gense deres helt på skærmen. »Jeg vil glæde mig til at tænde for dit show. Nu mangler vi bare at få dig tilbage som premierminister,« skrev it-entreprenøren Mark Williams på X.

rod
Del:
