Your Average Joe

Hvis det foregående amerikanske præsidentvalg var et chok, var dette præsidentvalg en skuffelse. For både demokrater og republikanere. En skuffelse for Donald Trump og hans støtter, som var så tæt på, at de føler, at de lige så godt kunne have vundet. Men tilsyneladende lige præcis ikke gjorde. En skuffelse for Joe Biden og hans støtter, som nok akkurat vandt, men som havde håbet og troet på en jordskredssejr, der ville bevise for alverden, at Trump var en afvigelse; en anomali, som de amerikanske vælgere bitterligt fortrød.

Alligevel var der en klar vinder ved dette valg. Nemlig demokratiet. Valgdeltagelsen var større, end den har været i USA i hundrede år. Ja, hundrede år. Trump fik ved sidste valg mobiliseret massevis af vælgere – særligt de hvide mænd med kort eller ingen uddannelse – som normalt ikke stemmer, fordi de har opgivet det politiske system. De stemte også denne gang. De havde jo fået bekræftet ved sidste valg, at demokrati virker. Joe Biden fik til gengæld mobiliseret mange af dem, der blev hjemme for fire år siden, fordi de ikke ønskede Hillary Clinton som præsident. Tilsammen betyder det en valgdeltagelse på henved 67 procent, hvilket man i amerikansk sammenhæng roligt kan tolke som en meget stor kærlighedserklæring til demokratiet. En stemme er en tro på, at det nytter. At den enkelte borger gør en forskel. Og for Joe Biden betyder det, at nok vandt han ikke stort, men han vinder alligevel med flere stemmer end nogen amerikansk præsident i historien.

Men også på anden vis blev demokratiet styrket. Antagelsen om, at hvide amerikanere stemmer republikansk, mens andre hudfarver stemmer demokratisk, blev mindre rigtig ved dette valg. Trump er blevet mere populær blandt minoriteterne; afroamerikanerne, asiaterne og latinoerne, mens Biden er blevet mere populær blandt de hvide. Og det er entydigt godt. For det har aldrig været et demokratisk sundhedstegn, at folk stemmer ud fra deres gruppetilhørsforhold. I et stærkt samfund stemmer vælgerne ud fra deres personlige overbevisning. Lige så lidt som hvide amerikanere behøver at være imod øget indvandring, fordi de er hvide, lige så lidt behøver latinoer at gå ind for øget indvandring, fordi de er latinoer. Alle er de nemlig forhåbentlig frem for alt amerikanere.

Der har været talt alt for meget om et valg mellem lys og mørke, tyranni og demokrati, moral og umoral. Det er en dæmonisering af den ene side og en helgenkåring af den anden. Begge parter er skyldige i denne tilsværtning, og det er et vidnesbyrd om den polarisering, der betyder, at demokrater og republikanere efterhånden har svært ved at være i stue sammen. Det er vigtigt at slå fast, at det amerikanske demokrati ikke står og falder med, hvem der vinder. Det gjaldt også ved dette valg. Demokratiet står og falder med, at folk deltager i det, og at taberen og hans støtter forliger sig med, at de har tabt.

Derfor er det også uværdigt og udemokratisk, at Trump på valgnatten, før stemmerne i en række stater var talt op, erklærede sig for vinder og optællingen af brevstemmer for »svindel«. Man bør imidlertid bemærke, at hans ord kun udløste hovedrysten og forargelse; modstanderne gik ikke i panik, og tilhængere gav sig ikke til at holde sejrsfest. Optællingen gik videre; det amerikanske demokrati er større og stærkere end Trumps verbale excesser. Foreløbig er der ingen grund til at betvivle, at alle demokratiske forskrifter vil blive overholdt – også selv om det skulle involvere domstolenes indblanding.

Joe Biden ligner en vinder. Og man kan kun håbe, at den knebne sejr vil forlene ham og demokraterne med den ydmyghed, som skal til for at skabe et USA, også republikanere kan se sig selv i. Han skal inkarnere den såkaldte Average Joe – den almindelige, easy going, flinke amerikaner – som han ligner, og som givetvis var med til at sikre ham sejren. Formår han det, vil det ligefrem være en demokratisk pointe, at valgresultatet blev så tæt.