Leder. Kinas leder udtrykker klart, at han opfatter verden som en kampplads mellem kommunismen og det liberale demokrati.
Xi Jinpings drøm
DE kinesiske ledere har en drøm. Det sagde Xi Jinping, allerede da han tiltrådte som Kommunistpartiets generalsekretær og præsident i 2013. Drømmen blev pakket ind i erklæringer om bæredygtig vækst, bekæmpelse af korruption og ulighed og partiets formål: at hjælpe alle kinesere med at søge lykken. Sloganet var meget populært i offentligheden, og et tv-program jagtede det perfekte udtryk for den kinesiske drøm. Den indflydelsesrige amerikanske journalist Thomas Friedman hyldede tanken og skrev, at kineserne også har brug for at drømme, dog helst mere klimavenligt end amerikanerne.
KINESISKE systemkritikere og religiøse minoriteter ved udmærket, hvad Xi Jinping drømmer om, og de har gjort det længe: om at befæste og udvide statens kontrol med befolkningen. Nu ved Hongkongs borgere det også – at nedkæmpe enhver fantasi om, at demokratisk frihed kan eksistere i det område, Kina kontrollerer. Arrestationen af systemkritiske Jimmy Lai og flere andre var den foreløbige kulmination på flere måneders systematisk undertvingelse af den gamle kronkoloni. Nu ved man, hvad der venter de åbenmundede. Hongkong er reduceret til en kinesisk provins under fuld kontrol.
DRØMME om at befæste Kommunistpartiets magt hænger nøje sammen med en 100 år gammel kinesisk verdensanskuelse: at de vestlige ydmygelser i 1800-tallet var en uheldig parentes, og at Kina skal genrejses som verdens mægtigste nation. Som tidsskriftet Economist mindede om ved Xi Jinpings indsættelse, var det også Maos drøm; for ham var midlet bare maoismen. Den senere leder Deng Xiaoping drømte om det samme, men gennem voldsomme, effektive markedsreformer. Derefter fulgte nogle år, hvor mange talte om, at større kinesisk velstand og samhandel ville åbne landet for politiske reformer. Men det er og bliver en naiv, vestlig vrangforestilling.
ER XI Jinping tydelig over for kineserne, er hans drømme om resten af verden endelig ved at gå op for os andre. Han udtrykker klart, at han opfatter verden som en kampplads mellem kommunismen og det liberale demokrati. De to systemer kan handle med hinanden, men i længden er fredelig sameksistens kun mulig, hvis Vesten indordner sig og accepterer kinesisk dominans. Amerikanerne dominerede kloden i det 20. århundrede med den amerikanske drøm: individuel frihed bakket op af kultureksport, kommerciel dominans og militær og politisk kontrol. Nu er det Kinas tur.
VESTENS politikere kan ikke længere bortforklare virkeligheden – med situationen i Hongkong, Kinas håndtering af Tibet og den stadig mere tydelige afvisning af Taiwans eksistensberettigelse. Som man kan læse i Peter Harmsens artikel, handler diskussionen i Beijing ikke om hvorvidt – men om hvornår Kina vil angribe og indlemme Taiwan. Læg dertil oprustningen på grænsen til Indien, forsøg på at ændre spillereglerne i internationale institutioner, de voldsomme bestræbelser på at skabe teknologisk dominans og ikke mindst de hyppige afstraffelser af lande, der modsætter sig, senest Australien. Har en ung embedsmand ambitioner i det kinesiske udenrigs- eller forsvarsministerium, er det denne tilgang, man må have: at der er en nøje sammenhæng mellem kinesiske værdier og Kinas mission og ansvar. Og at de står i modsætning til ideen om demokrati, retsstat og menneskerettigheder.
MARERIDT for Vesten vil det være at lade Kina udvide sin magt uhindret. I Vesten har vi længe diskuteret, om Kina blot er en rival eller en regulær fjende. Kinas fremfærd viser, at det ikke giver mening at skelne. Kina har en klar strategi, der udfordrer, ja, konfronterer de mest grundlæggende demokratiske værdier allevegne. Men hvad er Vestens strategi? USA og EU kan ikke enes. EU kan ikke enes indbyrdes. EU fremstår svagt, pinligt, ynkværdigt svagt. USA synes at have forstået udfordringen, men Trump begår den store fejl at ville bekæmpe Kina unilateralt, alene, oftest usammenhængende. Når det gælder handel, klima, spredning af våben eller pandemier må vestlige lande stå sammen, da de vestlige værdier og internationale organisationer hænger sammen. Kina kan ikke håndteres uden en fælles vestlig strategi med et klart formål: Nu er det Hongkong. Næste gang Taiwan. Hvor langt kan vi tillade Kina at gå?
Del: