Leder. Det er ikke nok at afvise Putins krav verbalt. Vesten bliver nødt til at vise ham, at alene fremsættelsen af dem stiller ham værre. Alternativt vil det blot opmuntre ham.
Voldsmandens veto
NÅR man skal karakterisere de russiske krav til Vesten, er der ikke et mere rammende udtryk end voldsmandens veto. Det er et udtryk hentet fra debatten om ytringsfrihed, hvor det betegner den situation, at den ene part med trusler om vold tvinger den anden part til at afstå fra at tale frit. I dette tilfælde handler det blot ikke om ytringsfrihed, men om militær sikkerhed: Med trusler om magtanvendelse forsøger Rusland at tvinge USA og NATO til at forhindre landene mod øst i at kunne forsvare sig. Enten ved at udelukke, at de nogensinde kan blive medlemmer af NATO, eller – hvis de allerede er medlemmer – ved at undlade at bistå dem militært.
RET til at opbygge et militært forsvar og søge optagelse i forsvarspolitiske alliancer efter eget valg har enhver stat nemlig. Det står nedfældet sort på hvidt i Paris-charteret for et nyt Europa fra 1990, som Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov skrev under på, og som lagde grundstenen til den nye internationale verdensorden efter Den Kolde Krigs afslutning. Charteret stadfæstede, at det var slut med at tale om indflydelsessfærer: Øst- og vestblokken var opløst, og Europa bestod nu af selvstændige demokratier, der ikke tog imod diktat fra stormagterne. Det blev det nye udgangspunkt for en række senere internationale aftaler, som Rusland – der er anerkendt af FN som Sovjetunionens efterfølgerstat – også har skrevet under på. Som nu for eksempel det Budapest Memorandum, som Rusland, USA og Storbritannien skrev under på i 1994, hvor parterne forpligtede sig på Ukraines landegrænser og på at afstå fra at bruge våben mod landet. Til gengæld opgav Ukraine sine atomvåben i henhold til Ikke-spredningsaftalen.
Del:
