Man skal bide mærke i navnet på den 46-årige Hendrik Wüst. Efternavnet udtales »Vyst« og for eksempel ikke »Wurst«. Han er jurist, konservativ og ministerpræsident i Tysklands folkerigeste delstat, Nordrhein-Westfalen (NRW), hvor hovedstaden hedder Düsseldorf. Det job kan han beholde efter søndagens landdagsvalg, og det er en kæmpe triumf for hans parti, CDU. NRW var nemlig tidligere en socialdemokratisk bastion, og når CDU klart besejrer SPD her, viser det, at Wüst også kan blive CDUs stærke kort på nationalt tysk plan.

Valget i NRW var dramatisk i forhold til de partier, der regerer i Berlin. Udover den markante tilbagegang til SPD blev det liberale FDP mere end halveret, mens De Grønne blev mere end dobbelt så store. Det vil svække SPD-kansleren, og hans indsats måles nu i lyset af De Grønnes stærkere kommunikation.