Interview. I et halvt århundrede har idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz præget den intellektuelle debat. Først som studentermarxismens hovedteoretiker og siden som uforstyrret metafysiker. Søndag fylder han 70, og til sommer sætter han punktum. Sådan da.
Vi havde så uendelig meget ret
Da jeg står uden for kontor 618 i bygning 1465 i Nobelparken på Aarhus Universitet leder jeg febrilsk efter en kuglepen i min taske. Ikke der, ikke der, men der. Inde bag de nedrullede persienner residerer min gamle professor, Hans-Jørgen Schanz. Jeg tjekker mine noter en ekstra gang, som skulle jeg til eksamen. Sidst vi talte sammen var for ti år siden, da han var vejleder på en af mine opgaver. I dag er det ham, vi skal se nærmere på. På søndag fylder han 70, og til sommer går han på pension efter 51 år på Idéhistorie, der engang var et institut i egen ret, men i dag deler afdeling med Filosofi under det store Institut for Kultur og Samfund. Han giver mig hånden og peger mig ned i en lav stol. Selv forbliver han bag sit fyldte skrivebord.
»Helt slut er det ikke. Jeg beholder mit kontor, men uden forpligtelser. I øjeblikket sidder jeg med 37 førsteårsopgaver, og jeg vil tro, at de 20 handler om Augustins Om den fri vilje. Gode, fornuftige opgaver, men lige det kommer jeg ikke til at savne.«
Del:

