Verdens syge mand

DEN armenske kultur og identitet er historisk europæisk, den østligste del af Byzans, et kristent land, en del af den vestlige civilisation så langt hukommelsen rækker. Det er derfor heller ikke spor tilfældigt, at netop armenierne efter en folkelig opstand i 2018 fik indsat en provestlig, demokratisk premierminister, som har arbejdet hårdt for at styrke forbindelserne til EU. Så meget mere trist er det at konstatere de europæiske lederes og Den Europæiske Unions fuldkomne fravær og manglende opbakning, nu hvor Rusland og Tyrkiet har hjulpet Aserbajdsjan med at banke Armenien godt og grundigt på plads i konflikten om Nagorno-Karabakh.

EUROPÆISKE ledere har ikke sagt en lyd. Intet om de aserbajdsjanske angreb på Armenien i de seneste måneder. Intet om de tyrkisk betalte lejesoldater, der har hjulpet aserbajdsjanerne. Og intet om Ruslands »mægling«, der har sikret en total aserbajdsjansk sejr, som sandsynligvis vil føre til den provestlige, armenske premierministers endeligt. Enkelte EU-lande har sendt humanitær hjælp, men EU har ikke betydet noget som helst i den konflikt. EU kan ikke undskylde sig med, at Nagorno-Karabakh folkeretligt tilhører Aserbajdsjan. Det kan ikke retfærdiggøre krigsforbrydelser, hvor man driver befolkningen på flugt ved at affyre klyngebomber i tætte beboelsesområder.

SYGE europæere i stigende kurver og voldsomme nedlukninger har selvfølgelig gjort EU-borgere og deres politikere frygtelig navlebeskuende. Vi har ikke engang overskud til at interessere os rigtigt for de dramatiske forhandlinger mellem EU og briterne. Hvordan skulle vi så mønstre energi til denne langtrukne konflikt langt østpå? Derfor kan præsident Putin igen notere sig, at militær aggression virker, mens Rusland ironisk nok skal agere fredsbevarende styrke i området. Og derfor har Tyrkiet fået en velvoksen fod ind i Kaukasus og dermed bestyrket præsident Erdogans fantasi om at genrejse det Osmanniske rige. Som bonus har han givet de armeniere, der skulle have glemt folkemordet på armenierne for 100 år siden, en lektion i tyrkisk herredømme.

VÆRRE og værre bliver den tyrkiske og russiske politik i områder, der burde have stor interesse for EU. Og intet tyder på, at det bliver bedre, når coronakrisen er overstået. EU lider, og det har intet med covid-19 at gøre. Man kan argumentere for, at situationen er mere alvorlig end både flygtningekrise, Brexitkrise og finanskrise. Det handler om EUs eksistens, og hvordan skulle man kunne tage sig af den nære omverden, når man er i dyb eksistenskrise?

END ikke de mest basale demokratiske principper har EU kunnet få Ungarn, Polen og Bulgarien til at anerkende. Og stillet over for en retsstatsmekanisme, der kan sikre, at antidemokratiske tiltag får økonomiske konsekvenser, truer Polen og Ungarn med at blokere for EUs budget. Det er skandaløst. Det burde trække dramatiske overskrifter i aviserne over hele Europa. Det er en magtkamp om hele grundlaget for EU, der må og skal vindes.

CORONA hærger Europa, men EUs institutionelle sygdom kan ikke vaccineres væk. Flere medlemslande anerkender, som det er nu, simpelthen ikke Unionens demokratiske grundlag, og EU har ingen oplagte muligheder for at gribe ind, endsige ekskludere disse lande. Svagheden er vetoretten, der giver enkelte medlemslande mulighed for at blokere samarbejdet. Det er samme vetoret, der gør det umuligt for EU at optræde med styrke i udenrigspolitikken. Det kan være, at man finder en nødløsning på den aktuelle krise, men tilbage står spørgsmålet: Hvis EU skal være et egentligt værdifællesskab og andet og mere end en frihandelszone, skal disse værdier kunne håndhæves med styrke – internt og i de områder, der betyder noget for Unionen. Hvordan det skal gøres; dét burde være et af tidens største spørgsmål for alle i Europa.