VI oplever en sommer med voldsom varme og videnskabsfolk, der slår alarm: Den globale opvarmning vil uanset hvad få store konsekvenser. Skruer vi ikke meget hastigt ned for energiforbruget kloden rundt, vil ­temperaturen stige med fem grader, havene stige med op til 60 meter og gøre Jorden ubeboelig flere steder.

KOMMER vi til at opleve temperaturstigninger, der fuldkommen ­ændrer vores livsbetingelser, er det ­alligevel utopisk at forvente, at folk på globalt plan nogensinde bliver enige om at reducere energiforbruget i den grad, det ifølge videnskaben er nødvendigt. Store vækstlande som Kina og Indien vil ikke i det omfang trappe ned for afbrændingen af olie, gas og kul. Og det er helt urealistisk at forvente, at den rige del af verden vil sænke levestandarden og give afkald på forbrugsgoder i den grad, det ofte ­påpeges. Glæden ved at tage et billigt fly fra København til Paris er alt for stor.

IKKE én politiker, som ønsker at blive genvalgt, vil slippe af sted med forslag, der vil indskrænke livsudfoldelserne så væsentligt. Alternativ energi er heller intet frelsende middel; det er ikke effektivt nok til at kunne erstatte traditionelle kilder. Vi går dermed helt selvforskyldt og med åbne øjne et forværret klima i møde. Ud fra denne kølige erkendelse om menneskets natur må al miljøpolitik begynde.

TIL gengæld går nogle mere ­fornuftige og realistiske veje. Det gælder især amerikanske stater, hvis regering ellers har trukket sig ud af Paris-aftalen. Ingen udleder så meget CO2 som amerikanerne. Det afgørende er dog, at CO2-udledningen i USA siden 2005 er faldet med 14 procent.

AT det forholder sig sådan, har primært at gøre med, at amerikanerne bruger en metode til at hente naturgas op fra undergrunden, fracking kaldet. Naturgas udleder kun halvt så meget CO2 som kul, hvorfor adskillige stater og storbyer formentlig kan imødekomme Paris-kriterierne. I Texas eksperimenterer man med et nyt forbrændingsanlæg, der kan opfange CO2-udledningen og integrere den i selve forbrændingsprocessen – et gennembrud, hvis det lykkes. Flere ansete tidsskrifter har skrevet udførligt om den nye teknologi. Går eksperimentet godt, vil det første forbrændingsanlæg med billig, CO2-fri energi allerede åbne i år – i Texas, samme stat som opfandt fracking og indledte det moderne, amerikanske olie- og gaseventyr.

SKRUE ned for forbruget af fossile brændstoffer kommer vi næppe til at gøre. I stedet må pragmatisme og teknologisk opfindsomhed råde. At amerikanerne satser så heftigt på fracking har også den sikkerhedspolitiske sidegevinst, at landet i dag stort set er uafhængig af andre landes energiforsyninger.

NED med CO2-udledningen, op med uafhængigheden – det lyder som en god idé. Men hvad gør ­Europas største land, der står for næsten en fjerde­del af EUs samlede CO2-udledning? Det modsatte. Tyskland står i dag for 27,5 procent af Gazproms totale gaseksport, det russiske selskabs største andel. Det er der en god forklaring på. Tyskland har stort set ikke set et fald siden 2009 trods et mål om at sænke CO2-udledningen med 55 procent inden 2030 (fra 1990-niveauet). Her afvikles atomkraftværkerne, sammen med Frankrig og Irland har man af ­miljømæssige årsager forbudt fracking, og man investerer heftigt i solenergi. Uden stor succes – den alternative energi står kun for 13 procent af Tysklands totale energiforbrug, mens over en tredjedel kommer fra kulforbrænding, som tyskerne også ønsker at afvikle. Men hvor skal energien så komme fra? De mange europæere, der i disse hede sommerdage taler om et paradigmeskift i klimabevidstheden, mangler stadig at besvare dét spørgsmål. kw