Begrebet »islamogauchisme« har fået en hård medfart, siden det blev formuleret af den franske sociolog Pierre-André Taguieff i 2002. Herhjemme blev det i Information sidste år beskrevet som »højrefløjens konspiratoriske feberfantasi«. I sidste måned kunne redaktøren på venstrefløjstidsskriftet Eftertryk, Poya Pakzad, holde et foredrag hos Institut for Marxistisk Analyse i København, hvor det lød, at begrebet »islamogauchisme« er en direkte arvtager til den nazistiske forestilling om »den jøde-bolsjevikiske konspiration«. Valget i Sverige i går viser dog, at fænomenet langtfra er en eller anden feberfantasi. 

Inden vi når til det svenske valg, bør vi først se kort på kritikken af begrebet. Den er i høj grad baseret på en fordrejet, belejlig udlægning. Dets ophavsmand har ellers beskrevet »islamogauchismen« som det fænomen, hvor en meget venstreorienteret person i antiracismens, antiimperialismens eller antikapitalismens navn ender med at dele seng med islamister. Og hvor islamister, typisk af strategiske grunde, allierer sig med venstreorienterede for at fremme deres interesser.

Vänsterpartiets partileder, Nooshi Dadgostar, på valgdagen. Originalfoto: Martin Pahlmblad, Scanpix Kildefoto

Begrebet kan også blot betyde, at muslimer med helt andre og langt mere reaktionære og konservative værdisæt end dem, man normalt finder på venstrefløjen, stemmer på venstreorienterede, der med sekulære argumenter fremmer muslimske krav til samfundet. De stemmer derfor ikke, fordi de er venstreorienterede, men fordi de opfatter disse partier som deres allierede. Det så vi eksempelvis ske ved kommunalvalget sidste år, hvor man i det indvandrertunge kvarter Tingbjerg kunne se, at 30 procent stemte Enhedslisten og 20 procent Frie Grønne.

Blandt kritikere bliver begrebet ikke desto mindre udlagt, som om det beskriver en konspiration. Før »islamogauchismen« kan siges at være virkelig, kræver det nærmest, at Pelle Dragsted holder møder og lægger planer sammen med imamerne nede i Fredens Moské. Hvis det ikke er tilfældet, kan anklagerne om den påståede alliance mellem den yderste venstrefløj og reaktionære muslimer afskrives.

Men politiske alliancer kan nu engang godt eksistere, uden at man mødes og aftaler dem på forhånd. Så længe der er mindst én part, der vælger at stemme på den anden, fordi man ser sine interesser bedst tjent her, kan en alliance sagtens opstå, uanset om den er styret af ideologiske eller materielle interesser. Ud fra en sådan opfattelse af politiske alliancer bliver det meget svært at argumentere imod islamogauchismens eksistens på det europæiske kontinent.

Det fik vi bekræftet i går med det svenske valg. Lad os tage nogle eksempler.

På valgdistriktet »Spånga 23 Rinkebysvängen S«, der ligger i en forstad til Stockholm, hvor ni ud af ti beboere har udenlandsk baggrund, fik det yderste venstrefløjsparti, Vänsterpartiet, 60,3 procent af stemmerne. Samlet fik venstrefløjen knap 95 procent af stemmerne her. Med små variationer er billedet det samme i hele Rinkeby.

I et valgsted i en anden Stockholm-forstad, Tensta, der har samme demografiske profil, fik Vänsterpartiet 54 procent af stemmerne. I begge forstæder mønstrede partier til venstre for midten over 90 procent, hvilket nogenlunde svarer til andelen af indvandrere, der bor her. På et valgsted i Hjällbo Södra i Göteborg, hvor cirka 60 procent er født i udlandet, fik Vänsterpartiet 47 procent af stemmerne. På valgstedet Rosengården Centrum i Malmø fik Vänsterpartiet 41 procent. 97 procent af stemmerne gik til venstrefløjspartier.

Fremgangen til Vänsterpartiet er i flere af disse valgdistrikter på mellem 15 og 30 procentpoint. På nationalt plan er partiet gået frem fra 6,8 procent ved valget i 2022 til 8,2 procent ved gårsdagens. En del af denne fremgang kan forklares med, at det islamistiske parti Nyans, der gik målrettet efter at optimere stemmer blandt muslimer, er kollapset siden forrige valg. Men det skal også ses i den kontekst, at Vänsterpartiet har haft en horribel valgkamp plaget af den ene kandidat efter den anden afsløret i antisemitisme, gakkede konspirationsteorier og rablende terrorapologi. Det har tydeligvis ikke skadet partiets anseelse i de kvarterer i Sverige, hvor der er mange indvandrere. Kunne det måske ligefrem have styrket partiets position i disse kredse, hvor det heller ikke ligefrem skorter på konspirationsteorier, antisemitisme eller terrorapologi?

Gårsdagens svenske valg endte meget tæt, og selvom det peger i retning af en sejr til venstrefløjen, er der i skrivende stund endnu ingen officiel vinder. Skulle det tippe til venstre, kan islamogauchismen vise sig at være en af de faktorer, der afgjorde riksdagsvalget i Sverige. Er det så stadig blot »højrefløjens konspiratoriske feberfantasi« eller snarere virkeligheden i Europa 2026? 

I øvrigt ...

Sverigedemokraterna fik med 17,5 procent af stemmerne et dårligt valg. Og gik tilbage med tre procentpoint i forhold til valget i 2022. De mistede dermed også positionen som største borgerlige parti til Moderaterna, der gik en smule frem og endte på 19,9 procent. Det er første gang i dette århundrede, at Sverigedemokraterna går tilbage ved et riksdagsvalg. Partiet er nu tilbage på samme niveau som ved valget i 2018.