Uproportionelle tiltag

Martin Ågerup, Direktør, CEPOS

Martin Krasnik kritiserer mig i lederen 3. april for at kalde regeringens coronastrategi uklar. Han skriver, at man bare kan kaste et blik på Italien for at indse nødvendigheden af nedlukningen. Men at ville undgå italienske tilstande er ikke en klar strategi. Sverige og Tyskland har også som mål at undgå italienske tilstande, men griber coronakrisen markant anderledes an.

Alene det faktum kalder på en kritisk offentlig debat. En artikel i samme udgave af Weekendavisen viser det grundlæggende problem: »Weekendavisen har bedt Sundhedsstyrelsen bekræfte, om målet i Danmark er at opnå flokimmunitet. Det ønsker styrelsen ikke at svare på. Statsministeren ønsker heller ikke at svare på spørgsmålet,« kunne man læse.

Krasnik skriver, at et sammenbrud i sundhedsvæsenet vil koste langt mere end en midlertidig nedlukning. Men ikke meget tyder på, at et sammenbrud ville være alternativet til den meget stramme nedlukning. Sundhedsstyrelsen offentliggjorde den 30. marts en analyse, som viste, at der helt uden nedlukning kun ville være opstået en beskeden kapacitetsmangel i spidsbelastning på 200 respiratorer. Det taler umiddelbart for en meget mildere nedlukning end den, vi har set.

Sverige har en langt mildere nedlukning end Danmark. Børn går i skole, restauranter, cafeer og frisører er åbne, sportsarrangementer afholdes osv. Men statsepidemiolog Anders Tegnell – Sveriges svar på Kåre Mølbak – vurderer, at den milde svenske nedlukning er nok til, at Sveriges sundhedsvæsen ikke bliver overbebyrdet. Den faktiske udvikling indtil nu i Danmark understøtter det indtryk, at den danske nedlukning har været unødigt stram. Om den beskedne åbning annonceret den 6. april ændrer væsentligt på det, ved vi ikke – blandt andet fordi regeringen i skrivende stund ikke har lagt sine antagelser for åbningen frem. Ifølge myndighederne har vi under spidsbelastning en kapacitet på godt 1.000 intensivpladser med respiratorer. Det er altså det maksimale antal, som må være kritisk syge med brug for respirator på et givet tidspunkt. I skrivende stund har der på intet tidspunkt været flere end 138 COVID-patienter i respirator, og tallet er stagneret.

Hvis Krasnik har ret i (hvilket jeg tror), at den danske strategi ikke er at forhindre smittespredning, men at forsinke den, så sundhedsvæsenet ikke bliver overvældet af for mange patienter, som kræver intensiv behandling, så fører det andre ting med sig.

Eftersom nedlukning har store omkostninger både socialt, menneskeligt og økonomisk, er nedlukning en balancegang imellem på den ene side at sikre, at antallet af kritisk syge holdes under kapacitetsgrænsen, og på den anden side at sikre, at sygdommen spreder sig så hurtigt som muligt i befolkningen, så nedlukningen kan blive så kort som muligt.

At udnytte en brøkdel af kapaciteten i spidsbelastning er i strid med anden del af den balancegang. Med så lav kapacitetsudnyttelse kunne nedlukning tage årevis, før flokimmunitet er opnået. Det er ganske enkelt ikke realistisk. Danskernes liv og økonomi ville ligge i ruiner.

Antallet af kritisk syge skal holdes på sikker afstand af kapacitetsgrænsen, men heller ikke for langt under. Spørgsmålet er, hvor tæt man tør lade antallet af kritisk syge komme på kapacitetsgrænsen i sundhedsvæsenet, før man igen begynder at lukke ned eller sætter andre tiltag i gang, der begrænser smittespredningen.

Hvilket tal styrer regeringen efter her? Regeringen har ikke en strategi, hvis den ikke har lagt sig fast på et sådant tal. Hvis den har en strategi, har den lagt sig fast på tallet, og i givet fald bør vi som borgere i et demokrati have krav på at kende tallet.

Dette er blot det vigtigste eksempel på hemmelighedskræmmeri fra regeringen, som jeg og andre i CEPOS har påpeget og kritiseret i længere tid. Mener Krasnik i ramme alvor, at det er en »ideologisk automatkritik«?

Hvis man endelig skal anlægge en principiel vinkel på coronakrisen, er epidemier en undtagelse fra den regel, at det private initiativ og frivillige aftaler oftest er at foretrække frem for statslig tvang. De smittede bærer ikke kun selv en omkostning ved at være smittet, men kan påføre andre en omkostning ved at smitte dem. Den omkostning kalder på kollektivets indgriben, hvilket er velbeskrevet i den liberale litteratur. Det gælder i særdeleshed denne epidemi, hvor for eksempel unge ikke bliver ret hårdt ramt, men kan smitte ældre, som har en betydelig risiko for at dø.

At politiske indgreb i forbindelse med epidemier er ønskelige, indebærer dog ikke, at man ukritisk skal acceptere alle instrumenter. Tiltag bør blandt andet være proportionale, hvilket vil sige, at de ikke må være mere indgribende i borgernes frihed, end hvad der er nødvendigt for at opnå det ønskede mål.

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk