Troels Lund har spillet sin trumf

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.

Dagens lancering af skattelettelser for ti milliarder kroner bliver næppe en trylleformular, der får borgerlige vælgere til at strømme tilbage til Venstre i hobetal, og det er da heller ikke partiets egen forventning.

Alligevel markerer planen et vendepunkt for det hårdtprøvede regeringsparti, der om knap to uger skal vælge ny formand.

Skattelettelserne er alt andet lige en bekræftelse af Venstre-toppens fortælling om, at partiet faktisk får noget ud af at sidde med i SVM-regeringen, hvilket ellers har været vanskeligt at forklare det seneste år, hvor det meste har handlet om partiformandens velbefindende.

Det store politiske spøgelse har hidtil været den varslede CO₂-afgift på landbruget, som givet vil gøre ondt på det gamle bondeparti. Her har Venstres argument for regeringsdeltagelsen været, at afgiften givet vil blive værre for landbruget, hvis Socialdemokratiet gennemfører den med Alternativet og Enhedslisten.

Det er ikke nødvendigvis en forkert analyse, men det er et defensivt argument for regeringsdeltagelsen, hvorimod skattelettelserne er et offensivt træk. Venstre er ikke med for at forhindre noget, men for at gennemføre noget.

Om det så lykkes for den sandsynligvis kommende formand, Troels Lund Poulsen, at få den vælgermæssige gevinst, der er nødvendig for at sikre stabilitet i partiet, har vi endnu til gode at se. Men de kort, Troels Lund Poulsen har fået på hånden, er de bedste, Venstre har haft i lang tid.

Ganske vist vil Venstre komme under beskydning fra både blå og rød side, men det er ikke nødvendigvis skidt i denne situation.

Liberal Alliance og De Konservative har allerede meddelt, at de finder skattelettelserne små og uambitiøse. Selvom skatten over de næste år lettes med ti milliarder, koster det kun statskassen 6,75 milliarder af det bugnende råderum på grund af såkaldt tilbageløb. Socialdemokratiet gik til valg på at lette skatten for fire milliarder. Var sølle 2,75 milliarder virkelig, hvad Venstre fik for at sælge sin sjæl til Mette Frederiksen?

Venstre vil modsat argumentere, at ti milliarder er betydeligt mere, end man ville kunne have gennemført med et blåt flertal, som i øvrigt ikke eksisterer. Liberal Alliances og Konservatives fugle er end ikke landet på taget. De snakker, men Venstre gennemfører.

Fra rød side vil Enhedslisten og i en vis grad SF også skælde ud. Jo mere, desto bedre set fra Venstres synspunkt, da det kun bekræfter, at de kan føre blå politik i SVM-regeringen. Skulle det også knage i Socialdemokratiets bagland, som det allerede gjorde omkring partiets årsmøde i september, er det kun en ekstra gevinst.

Regeringens ambition er, at en aftale skal være indgået inden årets udgang, og her må Venstres drømmeforløb være en bred aftale, men ikke for bred.

SF skal helst melde fra i en fart, hvilket kan tjene som dokumentation for skatteaftalens blå farve. På den blå side vil det være belejligt, hvis De Konservative trods ønsket om større lettelser alligevel går med. Derudover vil De Radikale og Danmarksdemokraterne også være gode at have inde i folden for at understrege det blå i aftalen.

Skulle man tilmed være så heldig, at Liberal Alliance siger fra, fordi partiet holder fast i sin ultimative afvisning af top-topskatten, som er det sukkerovertræk, der skal få pillen til at glide ned hos de socialdemokratiske vælgere, vil det næsten være optimalt for Venstre.

Økonomer kan givet sige meget skidt om top-topskatten, men nogen folkesag bliver kampen mod en ekstraskat for 9.000 mennesker med en indtægt over 2,5 millioner næppe. Venstre vil hellere end gerne skabe en fortælling om, at LA vil opgive skattelettelser til over tre millioner danskere for at frelse de 9.000 mest velstillede.

Sådan ser planen ud. Troels Lund Poulsen har spillet sin største trumf. Om han kan tage stikket, vil de næste måneder vise. Ingen på Venstres kommende landsmøde vil kræve mirakler, men der er heller ikke tålmodighed i ubegrænsede mængder, hvis partiets tilslutning ikke snart begynder at bevæge sig i den rigtige retning.