Forbudstid. Udlændingestramninger risikerer at skabe »mellemøstlige forhold« i Danmark, selvom hensigten er mere frihed. Özlem Cekics egen historie viser, at forslaget om et tørklædeforbud i folkeskolen er skadeligt, mener hun.
Tro på Danmark
Özlem Cekic insisterer på at mødes i Samtaleværelset på Christiansborg. Under store lysekroner gengiver historiske malerier af Danmarks folkevalgte rejsen mod demokrati. Cekic optræder selv på det nyeste, Samtalen 1918-2024, iført Converse All Star-sko og med sin berømte dialogkaffe i hånden omgivet af 29 andre kvindelige politikere.
»Mange af kvinderne på billedet skabte de største demokratiske forandringer med samtalens kraft. Ikke med vold, ikke med tvang,« siger hun. Özlem Cekic sigter til sin tidligere partikollega, SF-borgmester Serdal Benli, efter at have læst et interview med ham i Weekendavisen. Her foreslår SFs tidligere næstformand udlændingestramninger, der er hidtil usete for venstrefløjspartiet: De mest kontroversielle er et tørklædeforbud i folkeskolen og forbud mod at faste sammesteds.



