Først en advarsel: Dette interview risikerer at blive lidt selvsmagende, men det er svært at undgå. Sagen er, at journalisten og forfatteren Evan Osnos – som får ordet lige om lidt – har skrevet et brag af en bog om at vende hjem til USA og falde ned i de mange sprækker, der er sprunget frem, mens han var væk. Wildland hedder den. En vildt ambitiøs og personlig fortælling om alt det, der er sket med landet siden 11. september 2001, men også en bog, som ser fremad og spørger, hvordan amerikanerne kan finde hinanden igen.

Og når jeg nu selv er flyttet til Washington, D.C., for et par måneder siden, er det svært at skrive sig selv helt ud af sådan en samtale. Osnos stiller jo præcis det spørgsmål, jeg selv så gerne vil have svar på: Hvor er landet på vej hen efter fire år med Trump? Hvor er den rød-hvide-og-blå tråd? Hvor ville forfatteren selv lede, hvis han landede her i dag?