Tragedien

HISTORIEN gentager sig først som farce, sagde Marx, dernæst som tragedie. Udtrykket dækker historien om Israel og palæstinenserne på en særlig måde. At historien gentager sig, er tydeligt. Når parterne støder sammen, kommer det aldrig som en overraskelse. Denne gang har palæstinenserne lige­frem åbent forberedt sig og længe erklæret, at de ville marchere mod grænsehegnet til Gaza den 14. maj. Israel har kendt til planerne, ligesom Israel kender til de elendige livsbetingelser i Gaza. Og Israel har intet gjort for at forhindre ugens sammenstød. Og så skete det, som altid sker. Hamas tager kontrollen over demonsrationerne og blander bevæbnede guerillasoldater med civile på en måde, der giver maksimalt drama. Og Israel gør som altid: Overreagerer. Tabstallene kan man også udenad. Palæstinensiske: Mange. Israelske: Få eller ingen.

OM den internationale reaktion kan man sige, at også den gentager sig, men at den står for farcen. For der er noget farceagtigt over den auto­matiske kritik, som ingen forventer fører nogen vegne. Ikke at den er forkert, nej, Israels reaktion er ude af proportioner, naturligvis bør man kunne »forvente tilbageholdenhed«. Kritikken er forvitret til udelukkende at interessere sig for krigens midler og eventuelle proportionalitet. Det vidner om, at verden helst vil glemme alt om konflikten, når den altså ikke bliver mindet om det hvert tredje eller fjerde år, når parterne støder sammen.

EVIG krigstilstand, overvågning og kontrol, dræbte civile, tusindvis af sårede demonstranter: Tragedien er ­stadig på palæstinensernes side. Og ingen, ikke det internationale samfund og ikke parterne selv, orker længere at tale om det eneste, der kan forhindre tragediens evige gentagelse: En freds­aftale mellem Israel og palæstinenserne. Der er intet palæstinensisk lederskab til at indgå en sådan aftale, og det er stærkt tvivlsomt, om palæstinenserne ønsker det.

KONFLIKT som livsvilkår har palæ­stinenserne vænnet sig til. Det nye kapitel i historien er, at der nu heller ikke er nogen partner for fred i Israel. Hvis den israelske regering ønskede en aftale om en to-statsløsning, kunne den hurtigt afsløre, hvad palæstinenserne egentlig vil have. Men det ønsker Israel ikke. Der er i Israel ingen politisk kraft bag et sådant ønske. Ingen reel opposition. Til gengæld vokser sig hele tiden stærkere den fantasi, at man kan opretholde status quo for evigt uden store konsekvenser for israelerne selv. I denne uge stillede USA sig helt og holdent bag denne fantasi. Det er i sandhed en ­tragedie. kras