Sagen om Sikandar Siddiques boligsituation er nu endelig afgjort. Frie Grønne-politikeren boede ikke i København, da han ved kommunalvalget sidste år fik et flot valg og blev valgt ind med over 3.000 stemmer. I dag ryger han derfor ud af Borgerrepræsentationen.

Det efterlader dog et mysterium: Hvordan kunne en allerede dengang skandaliseret mand, der så åbenlyst havde forsøgt at snyde systemet og efterfølgende givet den ene usammenhængende, bizarre søforklaring efter den anden, blive belønnet med et sæde i Københavns Borgerrepræsentation? Det var, som om vi så to parallelle verdener, der eksisterer uafhængigt af hinanden.

Kildefoto: Deadline, DR

Sikandar Siddique ynder selv at bruge betegnelsen »det brune Danmark«. Lad os tage udgangspunkt i det begreb. Hvis et sådant »brunt Danmark« findes, må der rent logisk også findes et »hvidt Danmark«. Og zoomer man ind på det lokalpolitiske, må der også være både et »brunt« og et »hvidt« København. 

Det er en meget firkantet opdeling af byens befolkning, så det skal understreges, at man i det følgende ikke skal forstå »det brune København« som alle i hovedstaden, der ikke er hvide – eller omvendt. Alle kan i princippet tilhøre det »hvide København«, hvis de ønsker det. Det er ikke hudfarver eller ens oprindelse, der er adgangsbilletten, men derimod værdier. Der er tale om to ekstremt grovkornede kategorier, der blot for en nemheds skyld skal hjælpe med at afdække nogle konflikter, som Siddiques boligsag synes at bekræfte.

I »det hvide København« så man Sikandar Siddiques valgkamp og krummede tæer. Han blev opfattet som en skamløs svindler, der forsøgte at vildlede myndighederne med en falsk adresse for at tiltuske sig et sæde i Københavns Borgerrepræsentation. Da han blev taget i sit fusk, benægtede han alt, præsenterede i stedet sig selv som et offer, en forfulgt stakkel jagtet af et system, der nok i virkeligheden er styret af jøderne – undskyld – zionisterne. Som han skrev, da han blev fældet:

»Jeg sagde, at København skulle befries fra zionismen. Det udløste fordømmelser fra den israelske stat, anmeldelser fra zionistiske organisationer og pres helt op på statsministerniveau. Nu står vi så her – jeg blev valgt af vælgerne, men fjernet af systemet.«

I gårsdagens afsnit af Deadline gentog han denne konspirationsteori, som han tydeligvis helt oprigtigt tror på. I udsendelsen var det tydeligt, at han tror, at vores politiske system er domineret af lyssky, hemmelige kræfter. At alle fra fuldmægtige i den offentlige forvaltning til medier og chefredaktører lyver og bedrager, fordi de i virkeligheden tjener deres zionistiske overherrers dagsorden. Det er tilsyneladende en fremmed tanke for ham, at embedsmænd kan operere ud fra almindelige forvaltningsretlige principper og foretage en rent fagligt baseret sagsbehandling, eller at journalister kan forfølge en god historie uden at være styret af hverken zionister eller andre gedulgte interesser.

En arketype

For folk i »det hvide København« fremstår Sikandar Siddique som en nærmest komisk parodi på en særlig type indvandrer, der længe har været en arketype i udlændingedebatten: en mand, der snyder systemet for egen vindings skyld, lyver så let som ingenting, nægter at tage et personligt ansvar for sine egne handlinger, giver Israel skylden, når det går galt, altid ser sig selv som et offer og er til fals for enhver konspirationsteori, der kan bortforklare hans selvforskyldte fiaskoer. 

Han inkarnerer dermed nogle af de kedeligste fordomme om folk med hans baggrund. Fordomme, vi ville ønske ikke eksisterede, men som tilfældet Sikandar Siddique viser, er de tydeligvis ikke opstået ud af ingenting.

I »det brune København« var mange af en noget anden opfattelse, da de gik til valgurnerne i november sidste år. I Tingbjerg (der i flere år var på den berygtede liste over parallelsamfund) modtog hans parti, Frie Grønne, knap 20 procent af stemmerne. Her må man have set noget helt andet, end vi andre så. Eller måske så man præcis det samme som os, men hvor vi krummede tæerne, kvitterede hver femte vælger i Tingbjerg med en stemme.

Hvad kan forklare denne forskel? Her er et bud, der – indrømmet – blot er en hypotese, en tanke. Kunne det tænkes, at hans vælgere i »det brune København« så dette:

Når Siddique prøvede at snyde forvaltningen, var han ikke en svindler, men en smart mand, der ved, hvordan man hacker systemet. Som hovedpersonen i gangsterfilmen Goodfellas siger om alle de »goody-good people«, der står op om morgenen, tager på arbejde og følger reglerne: »They were suckers. They had no balls.«

Siddiques brøde bestod ikke i, at han snød, men i at han blev fanget. Og når det uheldigvis sker, skal man benægte alle anklager. At indrømme sin skyld er et tegn på svaghed, især hvis det er systemet, man står over for. Svaghed er skamfuldt, så her belønnes det ikke at vedkende sig egne fejl og mangler og tage et personligt ansvar for den situation, man er endt i. Tværtimod. I stedet bør man rette en anklagende finger mod de sande forbrydere: Israel og alle landets håndlangere blandt politikerne og medierne. Det var præcis det, Sikandar Siddique igen og igen forsøgte i gårsdagens Deadline: Hele hans boligsag skyldtes den israelske ambassade, måtte man forstå.

Abstrakte begreber som sandfærdighed og ærlighed er i dette kyniske syn på politik blot hykleriske termer, der skal dække over det eneste, der i virkeligheden styrer verden: loyalitet over for ens gruppe og iskold interessevaretagelse.

I et sådant værdisystem er troværdighed ikke lige så tæt forbundet med sandfærdighed, som det er tilfældet i »det hvide København« og i resten af »det hvide Danmark«. Troværdighed kan derimod opnås ved at vise, at man ikke giver sig en tøddel i mødet med en modstander, at man forbliver loyal og står fast også i modvind. Løgn og troværdighed er dermed ikke hinandens modsætninger. Hvor det i »det hvide København« er meget skamfuldt at blive taget i en løgn, er løgnen i Siddiques »brune København« i højere grad et middel til at undgå skam.

Som da værten (vores egen Christian Bennike) afslutningsvis spørger Siddique: »Skammer du dig egentlig over hele dette forløb?« Det gjorde han tydeligvis ikke. I stedet udtrykte han stolthed over, at han og Frie Grønne turde bryde »tabuet« og tale om, at vores politik er styret af »magtbaser«, det vil sige: Israel.

I øvrigt ...

Stemmerne er nu endeligt talt op i Sverige efter søndagens valg. Vinderne blev den rød-grønne blok med Socialdemokraterna som største parti. Dermed peger alt på, at Magdalena Andersson igen bliver Sveriges statsminister.