Tiggerskål 2

DET står overmåde klart, at regeringen anser kulturen som et kuriøst vedhæng til det danske samfund. Den skal som det første ofres, når det virkelig brænder på, og skal som det sidste genåbnes, når samfundet igen begynder at komme til sig selv. Derfor ser man ingen grund til her under fase 2 at slå døren op til museer, teatre, biografer og så videre, skønt storcentre, restauranter og cafeer kan genåbnes under særlige forhold. Det giver næppe sundhedsfaglig mening at skelne mellem de brancher, men kulturminister Joy Mogensen udtrykte det nok mere præcist, end hun ønskede det, da hun i slutningen af marts sagde, at ingen kan tænke på kultur, mens folk dør på sygehusene.

OVERFLØDIGE er kunstnere og kulturinstitutioner i svære tider altså. Argumentet lyder besnærende, men er uigennemtænkt og overfladisk. Langt de fleste danskere er raske og lider under den karantæne og nedlukning, de er blevet pålagt. Millioner er og har været buret inde bag hjemmets fire vægge. Det er der livsvigtige grunde til, men som enhver ved, har den primære adspredelse været, hvad skærmene disker op med, og de bøger, der har stået på reolerne. Eller de ture, de har kunnet gå i den danske natur. Det sidste er blevet benyttet i så stor stil, at man kan tale om, at Danmark i denne tid, hvor ingen kan rejse udenlands, er ved at blive genfundet.

ER det indlysende, at dansk kultur kunne få samme renæssance i denne krise, er det lige så åbenbart, at statsminister Mette Frederiksen aldrig har udtrykt overvældende interesse for sagen. Hun kunne med fordel have skelet til sin kollega mod syd. I lørdags bekendtgjorde kansler Angela Merkel, at det stod øverst på listen at sikre kunstnerne omfattende hjælp. »Jeg ved, hvor mange borgere der higer efter at opleve kulturelle tilbud igen,« lød det. Målet er, fortsatte hun, at »vores brede, kulturelle landskab kan fortsætte med at eksistere, selv efter at pandemien og dette dybe snit er overvundet«.

DET er muligt, at statsministeren nødig vil tage ved lære af en konservativ kansler, men i så fald er der mere historiske, hjemlige ikoner at skele til. I statsministerens socialdemokrati har det været et udpræget ønske at søge tilbage til de dyder, der prægede partiet i H.C. Hansens dage – blot synes man at have fortrængt, at partiet dengang stræbte efter at gøre økonomien til kulturens tjenestepige. Danskerne, de fattigste ikke mindst, skulle væbnes kulturelt for at blive ansvarlige, selvberoende borgere. Derfor stiftede man Statens Kunstfond, og derfor havde landets første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, det erklærede mål, at det skulle være Kulturministeriet, der dikterede landets retning, ikke Finansministeriet.

NØDVENDIGE er de overflødige, mente statsministerens politiske forbilleder. At det mildest talt ikke er holdningen i dag, står klart for enhver direktør for landets kulturinstitutioner, der er pinligt bevidst om, at kultur­ministeren dybest set agerer telefondame for regnedrengene i Finansministeriet. I krisetider bør værdigt trængende forstås i flere betydninger end økonomiske.

Læs også sidste uges portræt af Joy Mogensen: »Absolut kulturminister«

Læs også om, hvordan vi måske bliver nødt til at indrette os i fremtiden: »Rejse i undtagelses­tilstanden«

Læs også: Eksperter tror ikke på, at regeringen stadig følger en afbødningsstrategi, selv om det står genåbningsaftalen: »Grønne grafer, hvide telte«

Læs også Lone Franks essay om den intense opmærksomhed, vi giver COVID-19: »Døden skal have en årsag«

Læs også Anna Libaks kommentar om, at henved 300.000 mennesker er foreløbig døde af COVID-19t. Men millioner vil dø af reaktionen på den: »Angst smitter«