USA. Sagen om pornostjernen Stormy Daniels ligner en stadig større belastning for Trump. Men de evangelisk kristne, der hører til præsidentens kernevælgere, er et tilgivende folkefærd.
Syndernes forladelse
NASHVILLE, TENNESSEE – »Mine damer og herrer, hold godt fast, for nu bliver det stormfuldt. Gør jer klar til den prisvindende voksen-filmstjerne, medvirkende i mere end 150 pornofilm, og nyeste nummer ét på Pornhub.com. Vil I se patter, så smid jeres penge op på scenen, for her kommer 130.000 dollars-pornostjernen, der Trumper dem alle – Stormyyyy Daniels!«
Billetpriserne er hævet til det dobbelte og luften tung af sved i den overfyldte stripklub Deja Vu i Nashville, da den 39-årige blondine Stormy Daniels i bedste boksekamp-stil træder ind på scenen med ansigtet skjult bag en rød paillet-kappe og flankeret af tre bredskuldrede bodyguards til tonerne af Sam the Sham and the Pharaohs’ erotiske udlægning af eventyret om Den lille Rødhætte. Under kappen skimtes sort lakkorset og hvidt tyrolerskørt, og mens historien om ulven i forklædning tager form, klippes bidder fra den aktuelle nyhedsdækning af pornostjernens angivelige affære med præsident Donald Trump ind i lydbilledet.
»USA, USA, USA!« gjalder det fra publikum, mens de kaster pengesedler op mod den kækt smilende Daniels, der nu har taget fat om stripperstangen. Som dansen udvikler sig, og tøjstykkerne falder, tager dollars-regnen til. Stormy gengælder med blink og fingerkys og et rok med silikonebarmen, når sedlerne klistrer sig fast på de store glinsende bryster, mens hendes assistent i neonfarvet spandex-dragt får mere og mere travlt med at feje sedler fra scenen ned i de mange medbragte plasticspande.
Foran scenekanten nyder 45-årige Wayne showet iført sin mørkeblå Trump-T-shirt. Han så ligesom 22 millioner andre amerikanere den udgave af tv-nyhedsmagasinet 60 Minutes, hvor Stormy, døbt Stephanie Clifford, fortalte om den affære, hun efter eget udsagn havde med Donald Trump tilbage i 2006, og de 130.000 dollars, hun er blevet betalt for at holde mund om sagen. Trumps angivelige utroskab har dog ikke rokket ved Waynes støtte til præsidenten.

»Jeg garanterer dig for, at det skete. Bill Clinton, John F. Kennedy. Kan du se, hvad jeg mener. Magt og penge. Manden er milliardær, og der er kvinder, der tager tøjet af foran ham hele tiden. Jeg bebrejder ham ikke,« råber han for at overdøve musikken og med henvisning til de to tidligere præsidenters affærer.
Det er en måned siden, at Stormy Daniels lagde sag an mod Trump for at få underkendt den ’tys-aftale’, som blev indgået i ugen op til valget, men aldrig underskrevet af Trump selv og derfor kan være ugyldig. Pengene, som blev udbetalt af Trumps advokat Michael Cohen, kan ifølge eksperter beløbe sig til et ulovligt kampagnebidrag.
I 60 Minutes-interviewet hævdede Clifford desuden, at hun i 2011 blev truet af en mand, som ville have hende til at hemmeligholde affæren.
Trump afviser selv at have haft et forhold til pornostjernen, og da han for første gang kommenterede sagsanlægget i sidste uge, afviste han ligeledes at kende til fortrolighedsaftalen, eller hvor de 130.000 dollars skulle stamme fra. Denne mandag bød så på en dramatisk ny udvikling, da Michael Cohens kontor blev ransaget af FBI, der ifølge flere medier blandt andet beslaglagde dokumenter med forbindelse til Stormy Daniels-udbetalingen.
Præsidenten fordømte kraftigt ransagningen af en af sine mest betroede hjælpere som udtryk for »en heksejagt« og sågar »et angreb på vores land«, og udviklingen har givet ny næring til bekymringen for, om Trump vil forsøge at få afskediget den særlige efterforsker Robert Mueller, der skal have henledt FBIs opmærksomhed på Cohens forhold.
Mens hele affæren i stigende grad tynger præsidenten, har den til gengæld givet Stormy Daniels’ karriere et gedigent opsving. Hendes kalender er fuldt booket med shows året ud, fortæller manager Jonathan Morgan på en telefonforbindelse fra Los Angeles. Medierne kimer ham ned for at få en kommentar fra stjernen, men 60 Minutes-interviewet var et engangsforetagende, og Stormy giver ikke interviews, så længe retssagen står på, siger han.
Det lykkes dog Weekendavisen at få en kommentar fra Clifford efter forestillingen på Deja Vu, hvor gæsterne træder hinanden over tæerne i køen for at få en autograf og et møde med stjernen.
»Det vigtigste for mig er at vise, at jeg ikke er et offer,« siger hun. »Jeg havde det fint med det, jeg har gjort, indtil de begyndte at true mig, indtil folk begyndte at sprede rygter, og jeg ikke kunne forsvare mig selv. Rigtig mange tror, det her handler om seksuel krænkelse, og hashtagger mig MeToo, men det her har ikke noget med MeToo at gøre.«
Nådige kristne
Tiden vil vise, hvor store følger Stormy Daniels-sagen får for Trump, men foreløbig er der ikke tegn på, at opbakningen til præsidenten blandt hans base af kernevælgere er påvirket i større grad. 89 procent af de republikanske vælgere bifalder hans indsats ifølge de seneste Gallup-tal, en lidt større andel end i ugerne før 60 Minutes-interviewet. Og blandt de evangelisk-kristne – en vigtig støtte for Trump, som kunne tænkes at være særligt opmærksomme på en politisk leders udskejelser – er der intet opbrud at spore. Ifølge meningsmålinger foretaget af netmagasinet Politico i samarbejde med analysefirmaet Morning Consult er det evangeliske vælgerkorps’ støtte, på omkring 80 procent, stort set uændret, siden sagen kom på mediernes dagsorden.
Her i konservative Tennessee i USAs bibelbælte lader det heller ikke til, at det kristne samfund interesserer sig synderligt for Stormy Daniels. Stripklubben Deja Vu ligger over for en stor kirke, og Stormy havde forud for showet hørt rygter om, at kirken planlagde en demonstration imod hende, fortæller hun. Men ingen mødte op, og udover et par vrede beskeder på Twitter har pornostjernen ikke hørt fra det kristne højre.
I en frisørsalon lidt uden for Nashville sidder den kristne country-sangerinde og Trump-vælger Debby, der er ved at blive klippet af Jessica, som også beskriver sig selv som evangelisk kristen. Ingen af dem følger med i Stormy-sagen, og begge har skruet markant ned for deres medieforbrug det seneste år, hvor skandaledækningen efter deres mening er gået helt over gevind. 51-årige Debby er ikke lige begejstret for alt, hvad præsidenten gør, men ser ham dog som garant for solid, republikansk politik, forklarer hun:
»Trump var meget ligefrem under valgkampen, og jeg tror, alle vidste, han ville skabe en masse tumult, simpelthen fordi han ikke har noget filter. Trump er ikke nogen karrierepolitiker, og det var det, der var så forfriskende for mig. Jeg stemte på ham ud fra basale republikanske standpunkter som for eksempel hans holdning til abort.«
På kasketten har Stormy sat et sort kryds over »Great« i Trumps slogan og omformuleret det til sit eget: »Make America Horny Again«.
Kvinderne nikker genkendende til den fortsatte opbakning til præsidenten i det evangeliske samfund.
»Hvis Trump skal miste støtten fra sine kristne vælgere, skal han indrømme at være direkte ondsindet i sine hensigter – at have til hensigt at være racistisk, at have til hensigt at nedværdige kvinder. I det kristne samfund er den generelle opfattelse, at hans hensigt er anderledes, end hvad hans ord siger, og at han har ændret sig, så han kan tilgives for, hvad han har gjort i sin fortid,« siger Jessica.
De to hvide sydstatskvinder kender hinanden fra kirken Grace Chapel i Franklin, Tennessee, små 40 kilometer syd for Nashville; en af områdets største, kendt for sine konservative standpunkter. Ved søndagens gudstjeneste opfordrer præsten, iklædt skovmandsskjorte og cowboystøvler, menigheden til at stå fast på overbevisningerne, selv når det bliver vanskeligt.
»Flertallet vælger den forkerte vej. De vælger den nemme og politisk korrekte vej, men den leder til destruktion. Der er en sværere og mere udfordrende vej, og det er den rette,« forkynder han.
Nytteværdi over etik
Ifølge en undersøgelse fra tænketanken Public Religion Research Institute (PRRI) steg andelen af hvide evangelisk kristne, der mener, at personer valgt til et offentligt embede, »der begår en umoralsk handling i deres personlige liv, stadig kan opføre sig etisk og opfylde deres pligter i deres offentlige og professionelle liv«, fra 30 procent i juni 2011 til 72 procent i oktober 2016.
Gruppen af vælgere, der i 90erne reagerede stærkt på Bill Clintons affære med Monica Lewinsky, ser således i langt højere grad gennem fingre med Trumps moralske mangler, konkluderer rapporten. Frem for politikerens etik fokuserer gruppen nu på den politiske nytteværdi, hvorfor »resultatet retfærdiggør midlerne«, konstaterer chefen for PRRI Robert P. Jones over for Morning Consult. »For en gruppe, der havde markeret sig som ’værdi-vælgere’, er det et ret bemærkelsesværdigt skridt.«
Desuden er det ifølge rapporten en udbredt opfattelse blandt evangeliske vælgere, at Trump først for kort tid siden blev en genfødt kristen og derfor ikke bør lastes for sine tidligere gerninger.
Den 19. juni skal præsidenten mødes med evangeliske ledere på Trump International Hotel i Washington. Arrangementet blev offentliggjort i ugen efter Stormy Daniels’ tv-interview og kunne ligne et krisemøde udløst af sagen. Ifølge anonyme udtalelser til National Public Radio fra flere af de deltagende ledere er det dog ikke afgjort, om Stormy Daniels kommer på dagsordenen. Ifølge radiokanalens oplysninger skal der »tales strategi forud for efterårets midtvejsvalg og sikres fortsat entusiasme blandt USAs kristne«.
Det liderlige Amerika
Tilbage på Nashville-stripklubben Deja Vu kulminerer entusiasmen blandt publikum, da Stormy Daniels under sit andet show hælder flydende stearin ned over sin nøgne krop. Derefter følger en regn af røde, hvide og blå balloner, mens storskærmen på klubbens bagvæg spiller rekrutteringsvideoer fra militæret.
»Havde det ikke været for Trump, ville hun bare være en 40-årig kvinde, som folk havde rynket på næsen ad, når hun smed tøjet,« siger garderobepigen og konkluderer ud fra weekendens besøgstal, at sexstjernen har levet op til forventningerne.
Den 28-årige salgsassistent Heather, en inkarneret Stormy-fan, som er mødt op for at få signeret sin favorit-DVD og Trump-hat, er fuld af beundring for skuespillerinden: »Hun kommer til at få en fantastisk karriere efter det her. Sådan en dygtig forretningskvinde.«
Da aftenens andet show er forbi, forlader Heather tilfreds klubben. På kasketten har Stormy sat et sort kryds over »Great« i Trumps slogan og omformuleret det til sit eget: »Make America Horny Again«.
Del: