Svinet er løs

»Jeg var en ondskabsrobot.«

Stemmen knækker over. Folk, der var til stede i retssalen, fortæller, at tårerne triller ned ad kinderne på Giovanni Brusca. Det var i 2013, for otte år siden, da én af Italiens værste forbrydere i nyere tid, den dengang 56-årige tidligere mafiaboss, af sine egne kaldt u verru, »svinet«, bryder sammen og beder de pårørende til sine mange ofre om tilgivelse.

»Jeg levede for Cosa Nostra og for organisationens regler,« forklarede han sit forhold til den sicilianske mafiaorganisa­tion, som han blev født ind i og flasket op i som søn af en boss i bjergbyen San Giuseppe Jato. »Det er først nu, at jeg gør mig klart, hvilke grusomheder jeg udførte. Og endnu værre anede jeg ikke, hvem jeg gjorde det for eller hvorfor. Min altopofrelse for organisationen fik mig til at begå forfærdelige handlinger mod Giovanni Falcone og andre mennesker, som jeg ikke havde noget personligt imod.«

​Lyt også til 'Røverhistorier' - Morten Beiters fortælling om alt det, der er mafiaen.

Det var Brusca, som trykkede på fjernbetjeningen til den bombe, som 23. maj 1992 tog livet af dommeren Giovanni Falcone, hans kone og tre livvagter i et af mafiaens hårdeste slag mod den italienske stat. Året efter stod Brusca bag kidnapningen af en 12-årig dreng, Giuseppe Di Matteo, søn af en afhoppet mafiaboss. Drengen blev efter to års fangenskab kvalt, hvorefter hans lig blev opløst i syre. En senere afhoppet mafioso, Vincenzo Chiodo, har i retten fortalt, hvordan de myrdede drengen kort før hans 15-års fødselsdag, på ordre fra Giovanni Brusca.

»Så lagde jeg løkken om hans hals og trak til i et kraftigt ryk. Han reagerede kun med et enkelt spjæt i kroppen, og mens jeg stadig strammede til, lagde jeg ham ned på gulvet, og de andre kom og holdt fast i hans ben og arme, mens én af dem sagde: ’Jeg er ked af det, men din far har forrådt os.’ På et tidspunkt begyndte mine ben at ryste så meget, at jeg byttede plads med en af de andre, men da var drengen allerede livløs, og jeg gik op og ud for at trække lidt frisk luft.«

Natten derpå lå de tre mordere i samme dobbeltseng og havde ingen problemer med at falde i søvn. Chiodo har i retten fortalt, at han ikke mærkede følelser af nogen art.

»Jeg var jo soldat og udførte ordrer,« som han udtrykte det.

Først bagefter, da han selv hoppede af, vendte billederne af drengen tilbage. Billeder, som han næsten hver dag ser for sit blik.

Begge gerningssteder er i dag monumenter over mafiaens uhyrligheder i den bølge af vold, som skyllede ind over Italien i 1980erne og 1990erne, da den sicilianske mafia var ledet af den enevældige Salvatore »Totò« Riina, som den dengang yngre mafioso Brusca betragtede som en gud. Og hvad »guden« Riina befalede, satte Brusca som leder af mafiaens »militære afdeling« i værk som det, han senere selv kaldte en automa del male, en »ondskabsrobot«.

»Jeg troede på Salvatore Riina, og for mig var Cosa Nostra en institution, og jeg respekterede den.« Omkring to hundrede liv nåede han at få på samvittigheden, inden også han løb linen ud. Han husker ikke dem alle, har han forklaret.

Det er ikke svært at genkalde sig dagen, da Giovanni Brusca og hans lillebror Enzo sidst i maj 1996 blev anholdt i en villa i en lille badeby på det sydlige Sicilien. Klokken var ni om aftenen, og de havde netop sat sig til bordet og var i gang med at fortære en stegt kylling med brasekartofler, mens de i fjernsynet så en spillefilm om netop Giovanni Falcones liv og død, da omkring 80 betjente stormede huset.

To minutter senere var de lagt i håndjern og kørt mod politihovedkvarteret i Palermo, hvor maskeklædte, skarpt bevæbnede betjente fejrede anholdelsen ud ad vinduerne på deres biler.

Da Giovanni Brusca og hans bror senere blev ført over politihovedkvarterets gård og proppet i en bil for at blive kørt til fængslet, blev de begravet i piften og skældsord.

»Hvorfor slog I et barn ihjel?« var der én, der råbte.

Brødrene vred sig i politibetjentenes greb. Med deres topmaver og skæggede ansigter lignede de et par trolde, der var drevet ud af deres hule og nu skulle klynges op.

»Jeg river hovedet af dig,« råbte den myrdede drengs far, afhopperen Santino Di Matteo, til Giovanni Brusca, da deres veje senere krydsedes i en retssal.

Opgør med nøgleprincippet

Det endte i stedet med en livstidsdom. Som med en mafioso med Giovanni Bruscas synderegister normalt vil svare til, at celledøren ville smække i, og »nøglen blive smidt væk«, som man siger i Italien. I stedet begyndte brødrene kort efter fængslingen at samarbejde med myndighederne og øse af viden, som var værdifuld i kampen mod mafiaen.

Giovanni Bruscas samarbejde lignede i første omgang mest af alt en vildledning af efterforskningen, og han har siden måttet arbejde hårdt for at reparere på sin troværdighed som vidne i omkring et halvt hundrede retssager. Alligevel kogte den italienske offentlighed over af harme, da det for nogle uger siden kom frem, at u verru var blevet sat på fri fod, 25 år efter sin anholdelse.

Særligt den italienske højrefløj, der står for »nøgleprincippet«, protesterede højlydt. Giorgia Meloni, leder af partiet Italiens Brødre, kaldte blandt andet løsladelsen for »en skam for hele Italien« og »en moralsk lussing til alle dem, der er faldet i kampen mod mafiaen«. Også mange pårørende til mafiaens ofre protesterede højlydt. Men ikke desto mindre blev Brusca lukket ud i friheden og forsvandt, som hans lillebror før ham, ind i et vidnebeskyttelses- og udslusningsprogram, med henvisning til den italienske lov om strafnedsættelse til »angrende« mafiosoer, som den senere myrdede dommer Falcone selv havde været fortaler for.

Løsladelsen af Brusca kan betragtes som en slags generalprøve på de store forandringer, der måske er på vej i Italiens håndtering af sine lidt under to tusind livstidsfanger.

Indtil nu har det været sådan, at et samarbejde med myndighederne var den eneste måde, en fængslet mafiaboss med en livstidsdom kunne gøre sig håb om at komme ud i friheden igen. Nægtede man at samarbejde, fik man i praksis lov at dø bag tremmer, som det for eksempel var tilfældet med store mafiabosser som Totò Riina, Bernardo Provenzano og senest Raffaele Cutolo, som i alt havde afsonet 56 år, da han tidligere i år 79 år gammel og med en vægt på omkring 40 kilo døde i fængslet.

Men dette princip om »intet samarbejde – ingen frihed« er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjort, med henvisning til konventionens bestemmelser om, at ingen må underkastes »umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf«. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse blev i 2019 videresendt til Italiens forfatningsdomstol, som i foråret 2021 stillede sig på linje med Menneskerettighedsdomstolen med en afgørelse om, at fængsling på ubestemt tid også er i strid med Italiens egen forfatning, og at alle, der har afsonet 26 års fængsel, har ret til at få deres ansøgning om prøveløsladelse behandlet.

Forfatningsdomstolen gav derefter det italienske parlament et år til at foretage de nødvendige lovændringer. Dermed blev den varme kartoffel skudt ind i det italienske politiske kaos, hvor alt kan ske, men sandsynligvis intet vil ske, hvorefter forfatningsdomstolen bliver tvunget på banen igen.

Mafiaens krav

Uanset hvad betyder de to domstolsafgørelser formentlig allerede nu, at grebet om de ikke samarbejdsvillige livstidsfanger slækkes, hvilket løsladelsen af Giovanni Brusca meget vel kan opfattes som et tegn på. Brusca samarbejder ganske vist, og han har angret og bedt om tilgivelse. Men i offentlighedens øjne overskygges hans samarbejde langt af hans gerninger som mafioso. Han er en person, som den almindelige italiener aldrig ville se i frihed igen, uanset hvad. Men nu er han ikke desto mindre ude igen, som en slags prøveballon.

Udsigten til at se over tusind mafiabosser i frihed igen har også vakt harme hos den tidligere antimafia-undersøgelsesdommer Antonino Di Matteo, som selv har modtaget en dødsdom fra mafiabossen Riina, da han endnu var i live. Di Matteo har i dag en post i den italienske dommerstands »regering«, Dommerstandens Øverste Råd, og det er fra denne høje post, at han advarer imod, at årtiers blodig kamp mod mafiaen nu efter hans mening kan ende med, hvad mafiaen altid har ønsket sig, nemlig at der bliver sat en stopper for fængsling på ubestemt tid.

»Mafiaen er ved at nå nogle af de mål, den satte sig, da den begyndte krigen mod staten,« udtalte han i forbindelse med årsdagen for attentatet på Giovanni Falcone den 23. maj.

»At højtideligholde denne dag bør ikke kun være en retorisk øvelse udi hengivenhed for ofrene for mafiaens attentater. Den bør også give ny energi til at søge efter sandheden og udfylde de huller af manglende viden, som endnu eksisterer.«

Antonino Di Matteo hentyder her til de krav, som mafiabossen Riina efter attentatet på Falcone stillede til den italienske stat som betingelse for, at attentaterne ophørte. Krav, som blandt andet omfattede fjernelse af den særligt hårde afsoningsform for dømte mafiosoer. Salvatore Borsellino, bror til dommeren Paolo Borsellino, som kort efter blev dræbt med sine livvagter, da disse »forhandlinger« ikke bar frugt, kalder udsigten til afskaffelse af fængsling på ubestemt tid for »en overgivelse til mafiaen«.

Maria Falcone, søster til den myrdede Giovanni Falcone, befinder sig et sted midtimellem. Hun advarer på den ene side mod, at man »slækker på regler, som har kostet meget blod«. Men hun opfordrer samtidig sit lands politikere til at følge forfatningsdomstolens afgørelse ved at gennemføre en lovreform, »som viser, at kampen mod mafiaen fortsat er en prioritet«, som hun udtrykker det.

Prisen for informationer

Umiddelbart kan det måske synes svært at forstå, hvordan de to ønsker kan forenes. Men en lovreform, der gør op med nuværende praksis, kommer formentlig under ingen omstændigheder til at betyde, at man efter 26 år bliver prøveløsladt uden videre. Hvis det vurderes, at ansøgeren stadig er i forbindelse med mafiaen og vil være til fare for samfundet, vil det stadig kunne ende med et afslag, uden at det behøver være imod hverken Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller den italienske forfatning.

Det er det hidtil ufravigelige princip om »intet samarbejde, ingen prøveløsladelse«, som er problemet i forhold til forfatning og konvention. Hvis princippet fjernes og erstattes af afgørelse baseret på et skøn fra sag til sag, burde der være grønt lys fra i hvert fald forfatningsdomstolen. Desuden kan der være mange grunde til, at en fængslet mafioso ikke samarbejder med myndighederne. Frygten for repressalier over for familiemedlemmer for eksempel. Eller den simple omstændighed, at der efter mange års afsoning ikke er noget at samarbejde om, da den indsatte ikke længere ligger inde med værdifuld viden for efterforskerne og altså derfor ikke har noget at »handle« med.

Maria Falcone er dog ikke medlem af den store klub, der ønsker Giovanni Brusca, som var med til at myrde hendes bror, i fængsel for altid. Hvis han har samarbejdet med myndighederne, som det er tilfældet, må også han kunne få sin straf forkortet, mener hun, uanset hvor meget smerte og indignation hun føler ved at vide, at »en af de værste individer, dette land har kendt«, igen er på fri fod. Ingen kan føle dette stærkere end hende selv, understreger hun. Men hun minder samtidig om, at loven om strafnedsættelse til samarbejdende mafiosoer var ønsket netop af hendes myrdede bror.

Denne holdning deler hun med en af Italiens mest fremtrædende mafiajægere, den calabresiske chefanklager Nicola Gratteri, som ellers er talsmand for hårdere straffe og afsoningsforhold for dømte mafiosoer.

»Italien har verdens bedste antimafia-love. Brusca har udstået sin straf, og han har samarbejdet ved at give oplysninger videre, som har været vigtige i kampen mod mafiaen. Således er det i orden, at han er lukket ud af fængslet, med alle de forbehold, der nu engang er forbundet med en prøveløsladelse. Hvis der ikke var fordele ved at samarbejde, så ville ingen mafiosoer formentlig træffe dette valg.«

Spørgsmålet er så, om Brusca og alle de andre mafiosoer med tusindvis af menneskeliv på samvittigheden, som man i fremtiden måske vil kunne møde på gaden i Italien, udgør en reel risiko for det italienske samfund.

Brusca har selv fortalt, at han voksede op i et slags parallelsamfund i San Giuseppe Jato og som søn af en mafiaboss fik mafiaens værdier ind med modermælken. Det var først den dag, han i håndjern blev ført over politihovedkvarterets gård, og der blev råbt og skreget efter ham, at han for alvor begyndte at møde »det andet« samfund, som han nu er blevet lukket ud i. Drengen Giuseppe Di Matteos far, afhopperen Santino Di Matteo, som selv deltog i mordet på Falcone, har udtalt, at han aldrig vil tilgive Brusca, at han stod bag mordet på hans søn. Har Brusca og de, der følger efter ham, en reel chance for at blive gode samfundsborgere?

Det mener den pensionerede dommer Elvio Fassone, som Weekendavisen interviewede i 2020 i hans hjem uden for Torino. Fassone har gennem fire årtier ført brevkorrespondance med en siciliansk mafioso, som han selv var med til at fælde dom over, og gennem årene har han noteret sig, hvordan selv den værste mafiaboss kan ændre sig, når han fjernes fra sit miljø og får tid til at reflektere over sig selv og sine handlinger. Fassones »penneven« blev til sidst så desperat, at han forsøgte at hænge sig i sin celle.

»Hvis man taler om en person, der har siddet inde i, lad os sige 25 år, så eksisterer der et hav af rapporter og vurderinger, både foretaget af fængslet inden for murene og af politiet uden for murene. Hvis de rapporter siger, at personen stadig har kontakter til det kriminelle miljø, så er jeg enig i, at der ikke er mere at gøre. Men har der ikke været tegn i den retning i 15-20 år, så bør man ikke ignorere det. Så mange år efter kan det ikke længere handle om at dulme smerten hos de pårørende til ofrene. Man gjorde, hvad man kunne for dem, da dommene i sin tid blev afsagt,« siger Elvio Fassone.

Opdateret den 5. juli: Den Europæiske Mennerettighedskonvention og -domstol blev ved en fejl tidligere omtalt som EUs Menneskerettighedskonvention og -domstol. Det er nu rettet.