DET forlyder, at kriseregeringens krisefortælling er i krise. Det viser sig, at den har masser af penge at dele ud af, 16 milliarder mere, end man troede. Og hvad skal vi så med en regering, hvis hele væren er baseret på antagelsen om dyb krise? Men måske er det faktisk ikke et stort problem for politikere, at de deler flere penge ud, selv ikke for en kriseregering. Fem årlige milliarder ekstra til sundhedsvæsenet, værsgo, og så lige netop til det område, vælgerne prioriterer højest.
ER reaktionen på ugens sundhedsudspil alligevel lunken, skyldes det en anden udbredt enighed: at sundhedsvæsenets problemer ikke kan løses med flere penge. Udfordringen er manglende medarbejdere i en sektor, der trods årtiers rationalisering, detailstyring og digitalisering er ude af stand til at følge med: Vi bliver stadig flere ældre, babyboomene er på vej ind i alderdommen, og der er alt for lidt personale til at diagnosticere, behandle og pleje dem. For at tage et aktuelt eksempel: Screeninger for lungekræft med nyt, avanceret udstyr er der både penge og velmenende tanker bag – men der er ikke folk til at udføre arbejdet. Forventningerne er ude af trit med virkeligheden.
POLITIKERNES udspil er et hæfteplaster på en styrtblødning. Allerede i 2030 vil der mangle 40.000 sundhedspersoner, mens der i 2045 vil være brug for 100.000 flere, hvis opgaverne skal løses som i dag. Antallet af syge og deres forventninger vokser eksplosivt, og de arbejdende årgange, der skal betale, er små. Her kan man virkelig skimte muren for enden af velfærdsstaten forude. En del af løsningen er selvfølgelig flere penge, mere egenbetaling, involvering af pårørende, bedre arbejdsforhold, digitale løsninger og ny teknologi, men det er helt utilstrækkeligt. Skal Danmark fremover have et universelt, skattebetalt sundhedsvæsen, kræver det en anden behandlingsform: politisk ansvar.
ANSVAR i sundhedspolitikken er på forunderlig vis diffunderet ud i systemet. På en måde er sektoren blevet afpolitiseret: For Folketinget handler det altid om at skaffe flere af de penge, som aldrig forslår, og så må sektoren ellers rationalisere og djøfisere i en grad, der har efterladt store dele af sundhedsvæsenet traumatiseret. Der tages ikke politisk ansvar; ikke i regionerne og slet ikke nationalt.
AT tage ansvaret på sig kræver, at politikerne gør det, de altid og for enhver pris prøver at undgå: prioriterer! Der overdiagnosticeres og overbehandles for fuld musik. Ifølge Susanne Axelsen og Anders Perner, formand og næstformand i Lægevidenskabelige Selskaber, er kun ti procent af det, man tilbyder patienterne, baseret på god evidens, mens helt op til 20 procent af behandlingen er overflødig eller direkte skadelig. Vi har en forventning om et væsen, der står klar med diagnoser og behandling for alt. Det kan ikke fortsætte. Lægerne er allerede i gang med en prioriteringsdiskussion, men de bakkes ikke op politisk. Tager man på Christiansborg endelig det ansvar på sig, vil det være en sundhedspolitisk revolution.
REDDE sundhedssektoren fra demografien kan politikerne kun, hvis de erkender nogle dybe sandheder. Prioritering er den ene. Forebyggelse er den anden. Danmarks stadig ældre befolkning ligger i top, når det gælder livsstilssygdomme; kræft og hjerte-kar-sygdomme. Skal Danmark fortsat have et universelt skattebetalt sundhedsvæsen, kræver det en helt anden tilgang til sundhedspolitik, hvor forebyggelse ikke blot er tom snak. Politikerne kan ikke alene ændre vores dødbringende drukkultur, men de kan komme meget langt med en seriøs politik for pris på og tilgængelighed af tobak og alkohol. Også det kræver en hidtil uset vilje til at tage politisk ansvar.
SUNDHEDSVÆSENET er i dårlig stand. Vi kan ikke fortsætte som hidtil, og den manglende ansvarlighed i toppen bidrager til, at sektoren ikke er et særlig attraktivt sted at arbejde. Selvfølgelig: hvis politikerne ikke tager ansvaret for at sikre et offentligt sundhedsvæsen, hvorfor skulle andre så gøre det? Diagnosen er tydelig. Behandlingen er sværere, men den må begynde med en genpolitisering af sundhedspolitikken. kras
