Sundhedspolitik, tak

DET forlyder, at kriseregeringens krisefortælling er i krise. Det viser sig, at den har masser af penge at dele ud af, 16 milliarder mere, end man troede. Og hvad skal vi så med en regering, hvis hele væren er baseret på antagelsen om dyb krise? Men måske er det faktisk ikke et stort problem for politikere, at de deler flere penge ud, selv ikke for en kriseregering. Fem årlige milliarder ekstra til sundhedsvæsenet, værsgo, og så lige netop til det område, vælgerne prioriterer højest.

ER reaktionen på ugens sundhedsudspil alligevel lunken, skyldes det en anden udbredt enighed: at sundhedsvæsenets problemer ikke kan løses med flere penge. Udfordringen er manglende medarbejdere i en sektor, der trods årtiers rationalisering, detailstyring og digitalisering er ude af stand til at følge med: Vi bliver stadig flere ældre, babyboomene er på vej ind i alderdommen, og der er alt for lidt personale til at diagnosticere, behandle og pleje dem. For at tage et aktuelt eksempel: Screeninger for lungekræft med nyt, avanceret udstyr er der både penge og velmenende tanker bag – men der er ikke folk til at udføre arbejdet. Forventningerne er ude af trit med virkeligheden.