Stort land, stort valg

Når de grønlandske vælgere får udleveret deres stemmeseddel i dag, får de en side i den helt store historiebog. Vil deres kryds vise vejen frem mod selvstændighed og løsrivelse fra Danmark og en opløsning af Rigsfællesskabet? Eller vil det føre til fortsat samling, måske fornyelse af det dybt trængte forhold? Det bliver vanvittig nervepirrende.

Men valget er også historisk af en anden grund. Måske er Grønland det sted, hvor den identitetspolitiske historie løber på grund. For selv om den grønlandske selvstændighedsbølge har eksisteret i mange år , tog den først rigtig fart, da den ramte den storm, der udgik fra moderne identitetspolitik .

Naleraq, partiet der driver kravet om selvstændighed, blev først dannet i 2014 og er et af verdens tydeligste eksempler på den særegne venstrefløjsnationalisme, der kommer af identitetspolitikken.

Man skal ikke nedvurdere de grønlandske ønsker om mere selvstændighed, autonomi eller statslig uafhængighed, men det er åbenlyst, at debatten først blev eksplosiv med antikolonialismen og dens begrebsapparat: Den hvide majoritetskulturs undertrykkelse af oprindelige folk, den ødelæggende kulturimperialisme, tyveriet af naturressourcer, marginalisering, udnyttelse, systemisk vold og racisme.

Dette verdensbillede kommer af en meget ideologisk læsning af virkeligheden og har eksisteret siden 1970erne og fundet vej til talrige bevægelser, herunder borgerrettighedskampen i USA, den palæstinensiske frihedskamp eller uafhængighedskampen i Afrika eller Sydamerika. Men det er først siden den anden halvdel af 2010erne, at forklaringsrammen har taget egentlig ideologisk kontrol med dele af den vestlige offentlighed, universiteter, kunst- og kulturverdenen og mange unges verdensbillede, især udtrykt på sociale medier.

I Grønland har netop denne forståelse af forholdet til Danmark bemægtiget sig det meste af samtalen om både de konkrete, hjemlige problemer og Rigsfællesskabets historie. Det har været så voldsomt, at stort set alle grønlandske partier har måttet tilslutte sig ønsket om selvstændighed og antyde, at et »frit Grønland« vil løse alle udfordringer – selvom de fleste udmærket ved, at det bliver meget vanskeligt.

Som alle andre steder, hvor identitetspolitikken har defineret samtalen, er den grønlandske debat blevet radikaliseret: Fortidens overgreb definerer diskussionen om nutiden. I valgkampen har danske journalister haft svært ved at få folk i tale. Der luftes yderligtgående ideer om at begrænse stemmeretten til »ægte« inuitter.

Det har ofte mindet om diskussionerne om Israel/Palæstina: På begge sider af debatten har man brugt kræfter på at finde nye eksempler på modpartens naivitet/dumhed/blindhed//bias/undertrykkelse. Og folk – ikke mindst med grønlandsk baggrund – der har set mere nuanceret på det hele, har været tiltagende nervøse for at blande sig, for sprogpolitiet har patruljeret stadig mere nidkært.

Valget vil vise, om den grønlandske front i den identitetspolitiske verdensbevægelse rammer den mur, Donald Trump har rejst; om lige netop Grønland blev det sted, hvor antikolonialismen stødte på virkeligheden. En virkelighed, hvor benhård magt og iskold geopolitik afslørede forestillingen om »uafhængighed« og »selvstændighed« og »frigørelse« som ikke bare naive, men egentlig farlige postulater.

Identitetspolitikken insisterer på simple modsætninger og entydige forklaringer, den hader nuancer og tvivl, den drømmer om storslået forløsning og nærer dyb mistro mod sund fornuft og pragmatisme. Grønlands situation og forholdet til Danmark er fyldt med nuancer og tvivl og kan kun løses med fornuft og pragmatisme. Vælgerne i Grønland kan kun sætte ét kryds til dette historiske valg. Man forstår dem, hvis de har brug for lidt tid i stemmeboksen.